DM i Fagene 2019

Sorø Privatskole gik for andet år i træk videre fra de regionale mesterskaber i DM i Fagene. En landsdækkende konkurrence, hvor elever fra grundskolen dyster i skolens fag. Landsmesterskaberne fandt sted torsdag den 24. januar på Dokk1 i Aarhus.

DM i Fagene er en landsdækkende konkurrence for 7., 8. og 9. årgang, der sætter fokus på den faglige udvikling hos eleverne. Eleverne kan stille op individuelt i fagene dansk, matematik, historie, biologi eller engelsk eller tværfagligt, hvor alle fem fag indgår, på et hold.

473 elever fra hele landet var gået videre til Landsmesterskaberne i DM i Fagene. Fra 8. klasserne på Sorø Privatskole deltog holdet NerdAlert, som bestod af Georg Würtz, Hera Hunneche, Jacob Christensen, Rosa-Marie Hemmingsen, Sebastian Christensen, Haakon Martin, Martin Hansen, Mathias Justesen, Mikkel Johansen og Camille Madelung. Sidstnævnte, Camille Madelung, deltog også individuelt i faget historie, ligesom Sofie Krogh, fra 7.Z, som deltog individuelt i faget dansk. Sofie var ovenikøbet bedst af de 11 elever fra Region Sjælland, som gik videre til Landsmesterskaberne.

Det var en kæmpe oplevelse for eleverne, at være med til konkurrencen. DM i Fagene er gode til at underbygge et læringsmiljø, hvor lysten til at dygtiggøre sig, opfattes som noget positivt blandt eleverne.