Juleafslutning 2017

Sorø Privatskole holder tradition tro fælles juleafslutning i Sorø Klosterkirke sidste skoledag før juleferien.

Hvert år samles elever, medarbejdere og de forældre, der har tid og lyst, i Sorø Klosterkirke, der er en af landets største og smukkeste middelalderkirker.

”Det er en flot fælles afslutning på kalenderåret, hvor skolens 675 elever, 75 medarbejdere og en hel del forældre og familiemedlemmer samles i kirkebygningen med salmesang, taler, højtlæsning af juleevangeliet og musikalske indslag. Vi er i en kirke, så selvfølgelig taler og velsigner præsten, men jeg vil holde fast i, at det mere er en juleafslutning end en gudstjeneste. Faktisk er det med årene næsten blevet en hel lille koncert med indskolingskor, spirekor, skolekor, herrekor og voksenkor,” udtaler Lene Topshøj, viceskoleleder på Sorø Privatskole.

Elever møder kl. 8.00, hvor der er klasselærerdag med julehygge og pakkeleg de første timer. Herefter går de sammen med deres venskabsklasser til Sorø Klosterkirke, hvor juleafslutning finder sted kl. 10.30. Kl. 11.30 er det hele slut, hvorefter eleverne kan gå på en velfortjent juleferie.