Lærere indstillet til pris

Elever og forældre har indstillet 7 lærere fra Sorø Privatskole til Politikens Undervisningspris 2018. Undervisningsprisen skal være med til at hylde nogle af alle de dygtige lærere, der findes i de danske grundskoler og ungdomsuddannelser.

Politikens Undervisningspris hylder de lærere, der udfordrer og griber eleverne, og som får dem engageret og viser dem nye perspektiver. Alle, der kender en dygtig lærer, kan indstille en kandidat. Det vil sige både elever, forældre, kolleger og ledere. Indstillingerne skal dog indeholde en begrundelse og eksempler på, hvad læreren har gjort i undervisningen, som berettiger dem til prisen. Det er sjette år i træk, at undervisningsprisen bliver uddelt.

I år skal vinderne findes mellem 1.900 indstillede lærere. På Sorø Privatskole er 7 lærere indstillet til prisen. Det drejer sig om Anne Pernille Rundager, Christin Lihn Mikkelsen, Jette Ekholm, Julie Elisabeth Andersen, Kristina Walsø, Malene Leander Munk Siebenkäss og Mia Cordes. Flere af lærerne er ovenikøbet indstillet flere gange.

Om Anne Pernille Rundager skriver en elev blandt andet i begrundelsen på Politiken.dk; ”Hun underviser med stor interesse i faget, hun sørger for at alle i klassen har det godt. Hun har fokus på trivsel i klassen og ser hver enkel elev.” En elev skriver om Christin Lihn Mikkelsen; ”Hun kan skabe naturlige samtaler med en masse fagligt indhold, og er ikke bleg for at tage svære emner op. Derudover er hun cool, fordi hun deler sine egne erfaringer med os, og ligger ikke skjul på, at hun elsker os, men forventer også, at vi yder det bedste vi kan.”

En forældre skriver dette om Jette Ekholm i begrundelsen; ”I august 2016 blev der oprettet en ny 2. klasse, der bestod af 20 børn fra mange forskellige skoler/klasser. Der gik ikke lang tid, før børnene havde ’glemt’, at de var en ny klasse. Foruden klassens sociale liv har Jette også formået at rykke klassen milevidt fagligt.” Om Julie Elisabeth Andersen står der; ”De mange hormonfyldte elever er en stor omgang, men Julie kan, med smil og positiv energi, få det bedste ud af klassen. Hun er god til at skabe sammenhold og glæde hos elever og forældre. Eleverne lytter efter og lære en masse i hendes klasse. Der er positiv energi.”

Kristina Walsø får denne begrundelse fra en forældre; ”Hun er kærlig og omsorgsfuld over for hendes elever. Der er tid og plads til et kram til de elever, der har brug for det. Der er en gensidig respekt mellem hende og eleverne, som gør at lysten til at lære bliver stor hos eleverne.” Ved Malene Leander Munk Siebenkäss står der; ”Hun underviser eleverne på en måde, så de ELSKER at gå i skole. Hun giver eleverne kærlighed, så de kommer til at holde af fagene, fordi de holder af hende. Der er utroligt høj faglighed i hendes timer, og alligevel føler børnene, at de leger deres fag.”

En elev skriver dette om Mia Cordes i begrundelsen; ”Mia er aldrig rigtig sur. Hun er god til at få ro i klassen og skabe et godt læringsmiljø. Hendes undervisning er spændende og varieret. Man kan altid komme til hende, hvis man gerne vil snakke om nogle ting.”

Det er nu op til to dommerpaneler at finde vinderne, der skal hædres ved prisfesten i Politikens Hus 2. maj. Politikens Undervisningspris har 3 priser á 75.000 kroner til én til en lærer i henholdsvis grundskolen, gymnasierne og erhvervsuddannelserne. Derudover er der en række særpriser på 25.000 kroner i hver af de tre kategorier.

Undervisningsprisen er et samarbejde mellem Politiken og Lundbeckfonden.