Motionsdag 2018

Sorø Privatskole løb traditionen tro på Flommen sidste dag før efterårsferien. Motionsdagen er en vigtig tradition, der skal være med til at styrke elevernes trivsel.

Motion og trivsel hænger som oftest sammen. Måske er det også derfor at hele 96% af skolerne i Danmark, ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt, er med i Skolernes Motionsdag. Det gør dagen til verdens største motionsevent for skolebørn. På Sorø Privatskole holder vi også motionsdag. En årlig tradition før eftersårsferien, hvor elever og lærere løber sammen på det naturfredede Flommen i Sorø.

”Det er fællesskab på højeste klinge, når eleverne bevæger sig og snakker med hinanden på kryds og tværs af klasser, som de har lyst til. De er gode til at finde sammen undervejs og hjælpe hinanden med de her små og store sejre. Det har jeg også set de andre år, når jeg løber med rundt, men det kan også være en effekt af de her venskabsklasser, skolen har indført, med lille og store venner. Vi har også opfordret lærerne til at lave forskellige gimmicks ude på ruten. Stefan og Toke stod igen i år og spillede musik, og det giver bare en vildt god stemning,” - Stinna Engelsbak, idrætslærer på Sorø Privatskole.

Eleverne fik 2 timer til at nå så mange gange rundt på 2 km eller 4 km ruten, som de kunne. Efter løbet gik eleverne tilbage til skolen, hvor der var fælles afslutning i skolens amfiteater med fællessang og kåringer med diplomer og klapsalver til de længst løbende elever fra indskoling, mellemtrin og udskoling.

”Vi snakker faktisk hvert år, om vi skal lave noget andet, som man er begyndt med på andre skoler. Men så længe det giver mening, bliver vi ved med at løbe. Ikke kun fordi det er en tradition, men fordi det styrker elevernes trivsel. Det giver bare noget, når eleverne blander sig med hinanden, mens de løser en simpel opgave om at komme fra a til b. Det fællesskab der opstår undervejs er guld værd,” - Stinna Engelsbak.