Dygtig skolesekretær

Har du stor erfaring med sekretærarbejdet i skoleverdenen? Er du imødekommende og udadvendt? Kan du lide at hjælpe andre? Så er det måske dig, som vi søger.

 

Sorø Privatskole søger en alsidig skolesekretær til en fast stilling på 35 timer i 42 uger om året, der trives i samarbejdet med elever, forældre og kolleger. Du får en meget dynamisk arbejdsdag med mange forskellige opgaver og en bred kontaktflade.

 

Det er en fordel, at du har stor erfaring med sekretærarbejdet på en skole eller en lignende stilling, da du får en central rolle på skolens kontor, der også fungerer som reception. Du kommer til at byde børn, forældre, personale og samarbejdspartnere velkommen, så det er vigtigt, at du er en imødekommende og udadvendt person.

 

Du får en begivenhedsrig arbejdsdag, hvor du kommer til at arbejde ud fra forskellige kontekster. Det vil sige besvarelse af telefon og mails, omsorgsopgaver i forhold til syge børn, der skal ringes hjem eller er kommet til skade, klargørelse til møder, koordinering af diverse arrangementer samt ad hoc-opgaver. Arbejdet indeholder også administrative opgaver som indberetninger, elevadministration, indmeldelser og udmeldelser, fraværsregistrering, prøve- og karakterindberetning m.m.

 

Du skal have lyst til privatskoleverdenen, fællesskabet og til det særlige ekstra engagement, som er en naturlig del af Sorø Privatskoles kultur. Tingene går nogle gange hurtigt, men vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Det er nødvendigt, at du kan prioritere og arbejde systematisk og håndtere de mange afbrydelser. Du skal kunne arbejde selvstændigt og finde ud af at strukturere egne opgaver og selv tage initiativ.

 

Vi tilbyder et job på en velfungerende og udviklingsorienteret grundskole, der er kendetegnet ved mødet med engagerede elever, forældre og kolleger. Vi har korte kommandoveje og stor fleksibilitet. Vi værdsætter den daglige gode dialog i en afslappet atmosfære af gensidig respekt og tillid.

 

Du er velkommen til at besøge skolen og læse mere på www.sprs.dk. Stillingen ønskes besat pr. 01-12-2017. Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. Der indhentes straffeattest og udvidet børneattest ved ansættelse på skolen.

 

Ansøgningerne bliver løbende vurderet. Ansøgningsfristen er mandag den 23-10-2017 kl. 12.00. Har du ikke hørt fra os inden mandag den 30-10-2017, er du desværre ikke kommet i betragtning til jobbet.

 

Ansøgning, CV og eksamensbevis sendes som PDF til lt@sprs.dk. Kontakt viceskoleleder Lene Topshøj, 20 90 41 53, lt@sprs.dk, hvis du har spørgsmål.

Om Sorø Privatskole

  • 3-sporet 10-årig grundskole med ca. 660 elever.

  • SFO for 0.-3. årgang og klub for 4.-6. årgang.

  • Bredt tilbud med linjefag og frivillig undervisning i alt fra musik til science.

  • Moderne faciliteter med fx interaktive tavler i alle klasse- og faglokaler, iPads i undervisningen, Mac og iPad-ordning for lærerne og et solidt trådløst netværk.

  • Grundlagt for mere end 125 år siden, og en af de mest fremtrædende skoler i lokalområdet.