Vigtig kortlægning af de ældste elevers verden

I denne tid gennemfører to af kommunens SSP-konsulenter, Brian Nielsen og Sus Lilholm, en dataindsamling i udskolingen, hvor eleverne skal besvare en række spørgsmål om deres familie, venner, skole og uddannelse, fritidsaktiviteter, alkoholvaner, kendskab til hash og andre rusmidler.

UngeProfilUndersøgelsen  gennemføres hvert andet år og bruges i år også som datagrundlag for projektet ”Fælles om ungelivet”. (Se artiklen herom). Det tager ca. 45 minutter at besvare online-spørgeskemaet, som foregår i skoletiden.

”Nogle gange kommer vi ud for, at forældre tror, at Sorø flyder med rusmidler, som er frit tilgængelige for de unge. Sådan er virkeligheden nu ikke, og med denne undersøgelse har vi mulighed for at tjekke kulturen blandt de unge,” siger Brian Nielsen.

”Vi kan naturligvis opleve problemer på enkelte årgange og i nogle områder i kommunen. Undersøgelsens resultater kan hjælpe os til at følge op på, hvor vi skal kigge nøjere efter,” siger Sus Lilholm.

På foto er konsulenterne på besøg i 7X. De nævner, at det p.t. er et stort problem i Sorø, at de unge samles i det fri omkring høj musik fra de populære Soundboxe, der kan spille virkelig højt i meget lang tid. Det er en del af tidens ungdomskultur, og det generer mange borgere.

”Det er en vigtig undersøgelse for os at deltage i, for vi får et knivskarpt billede af elevernes situation mht. om, vi her på skolen har udfordringer med rygning, alkohol eller snus på nogle af årgangene, ligesom vi får meldinger om, der kan være problemer i hjemmene. Alle besvarelser er selvfølgelig anonyme, men vi kan se om, der er problemer på de enkelte årgange og så sætte ind dér,” siger afdelingsleder for udskolingen Thomas Wenzell Aziz.