Danskerne er meget præcise

Skolens to udvekslingsstudenter 15-årige Rose Rubio og Celestine Pillot vender i næste uge hjem til Frankrig efter tre måneder i 9.Z og 9.Y på SPRS.

”Det har været en dejlig oplevelse at være i Danmark. Lidt ligesom at være på ferie,” siger Celestine. ”Ja, vi har haft nogle gode klassekammerater, der har været gode til at fortælle og forklare, når det var nødvendigt,” tilføjer Rose.

Vi kunne ikke gennemføre dette interview på dansk, men begge pigerne siger, at de i nogen grad kan forstå, hvad der bliver talt om i klassen – uden at det hele skal oversættes.

I deres danske ordforråd indgår nyttige ord som tak, undskyld, vi ses og god morgen.

Begge er enige om, at SPRS er en god skole at være elev på, og de sætter pris på, at lærerne ikke er så strenge som hjemme i Frankrig.

En anden ting pigerne fremhæver - som en væsentlig forskel fra deres skoledag i det franske - er brugen af it og computere på SPRS. ”Vi kender kun til bøger i vores skole,” siger de.

De deltog i terminsprøverne i matematik i sidste uge og fik oplevet denne side af livet i 9. klasse.

Udover tiden i skole har begge piger haft lejlighed til at besøge flere byer i Danmark. Det er lige fra Hjørring, Århus, Odense (inkl. H.C, Andersens hus) Roskilde og København.

”Vi kan godt lide den danske livsstil, Også selv om danskerne er meget præcise og kommer til tiden. Vi er nemlig altid lidt sent på den,” smiler Rose og Celestine.

Det er AFS-Interkultur, der har formidlet opholdet for pigerne i Danmark.

 

Rose og Celestine tager tilbage til Frankrig efter tre måneder i Danmark.