Unge fortalte om deres dagligdag i Palæstina

Den palæstinensisk-israelske konflikt på Vestbredden fik et menneskeligt ansigt, da fire 15-årige unge fra en skole i Betlehem fortalte om deres dagligdag i Mellemøsten.

Betlehem ligger på Vestbredden af Jordanfloden ca. fem kilometer fra grænsen til Israel og Jerusalem. Området har palæstinensisk selvstyre.

Sammen med to lærere er de fire palæstinensiske unge i denne uge på besøg på Sorø Akademi, men da én af eleverne bor hos én af Privatskolens lærere, Pernille Berggreen, var det oplagt at slå et slag forbi Frederiksvej og fortælle om hverdagen i Palæstina for 9. årgang.

De fire unge præsenterede hver sit emne, bl.a. religion, hvor det blev oplyst, at Palæstina er præget af tre religioner: Jødedom, kristendom og islam. To af eleverne var muslimer og to kristne.

Uddannelse, skole og højtider blev præsenteret, ligesom 9. klasserne fik indblik i, hvad det vil sige at bo i en besat zone, hvor vejspærringer og vilkårlige ændringer af grænseovergange er hverdag.

De fire fortalte om, hvordan det opleves, når soldater inspicerer familiens hjem uden varsel, og hvordan man lever med, at ens nabolag kan risikere at blive bombet, eller man kan opleve skyderi uden for sin dør. ”Man vænner sig til det,” var meldingen.

En anderledes hverdag fjernt fra Danmark, kom pludselig meget tæt på.

Budskabet fra de palæstinensiske elever og lærere var heldigvis, at de fleste mennesker i Palæstina ønsker at leve i fred og fordragelighed med hinanden.