Det sjoveste er at opleve elevernes udvikling

Lærer Jette Ekholm kan i august fejre sit 30 års-jubilæum på Sorø Privatskole.

Faktisk har Jette arbejdet mere end 30 år på skolen, siden hun i begyndelsen af 1989 som 22-årig, nyuddannet ernærings- og husholdningsøkonom dukkede op hos skolelederen for at høre, om man havde brug for en vikar. Det havde man, og vikariatet førte i løbet af et halvt år over i en et-årig kontrakt den 1. august med efterfølgende fastansættelse.

”Mit job på skolen har været altid afvekslende gennem alle årene. Jeg er nok én, man vil kalde en tryghedsnarkoman, der elsker udfordringer, for jeg har i alle årene fået lov til at udvikle mig og har altid haft en ledelse, som har taget sig godt af mig,” siger Jette.

I de første år underviste hun især i hjemkundskab, men i 2000 fik hun mulighed for at læse dansk på Holbæk Seminarium gennem en to-årig periode. I dag er Jette klasse- og dansklærer for hhv. 2. og 3. klasse i indskolingen.

Nogle år senere fik Jette også en uddannelse som læsevejleder, hvor hun bl.a. rådgav sine kolleger om støtte til og faglig udvikling af eleverne.

Som noget helt nyt underviser Jette i dag børnehaveklasserne i engelsk. En udfordring som hun begejstret har kastet sig ud i.

Indsigt

Og hvad er så den største forandring på Sorø Privatskole gennem 30 år?

”Først og fremmest er vi mere en dobbelt så mange siden 1989, hvor vi var en lille to-sporet skole, hvor alle kendte alle. Desuden har den teknologiske udvikling stor betydning for, hvordan vi som skole kommunikerer med børn og forældre – og hvordan vi lærere tilrettelægger undervisningen,” siger Jette.

Hun nævner, at forældrene også har ændret sig. I dag har de meget mere fokus på, hvad deres børn foretager sig i skolen i forhold til tidligere. Forældrene ønsker indsigt i deres børns dagligdag, de vil vide, at der styr på tingene, og de vil have hurtige svar, når de skriver på Forældreintra.”

”Kan man leve op til disse forventninger, ja, så fungerer skole-hjem-samarbejdet fint,” siger Jette.

Stimulerende

”Jeg holder utroligt meget af mit job. Den største tilfredsstillelse er nok at opleve, hvordan børnene udvikler sig i deres første skoleår, både fagligt og socialt. Det er stimulerende at se dem gå fra at lære de første bogstaver og så opleve, at de i løbet af et års tid kan læse de første sætninger. Det er det hele værd,” siger Jette.

Fritiden for 30 års-jubilaren tilbringes især i hjemmet på en nedlagt gård i Pedersborg, som Jette og hendes mand passer og vedligeholder. Deres to voksne børn er flytte hjemmefra og bor begge i København. Derfor er der også tid til at røre stemmen i det lokale Champagnekor, hvor der synges alt fra klassiske til rytmiske sange og ballader.

Jette Ekholms jubilæum markeres internt på Sorø Privatskole fredag den 30. august, hvor hun vil få overrakt skolens guldnål med sten, som markering af, at hun har været del af skolen i mere en 30 år.

Foto: Jette og 2.z. på biblioteket.