Stemningsfuld juleafslutning i Klosterkirken

"Fællesskabet har været under pres de sidste 2 år, og det er tydeligt, at vi i det daglige er kommet ud af rutinerne. Det skal vi arbejde på, så fællesskabet igen kan være med til at skabe god trivsel for os alle," sagde skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard i sin tale til eleverne ved juleafslutningen i Klosterkirken.

"Vi har, på en skole som vores, utrolig mange fællesskaber. Vi har de små fællesskaber i klasserne, de tætte relationer, så har vi klassen som fællesskab, årgangen som fællesskab og hele skolen som fællesskab, med de mange traditioner som fylder på skolen hen over året. Vi har elevfællesskaber, lærerfællesskaber, forældrefællesskaber, og selv for de elever der er gået ud, er der et særligt fællesskab, om det at have været elev på Sorø privatskole."

Nanna sluttede af:

"Nu står juleferien for døren, og jeg vil ønske for jer, at I sammen med jeres familier kommer til at få nogle dejlige juledage og vil nyde samværet med dem, I holder af.  Og så ses vi i det nye år - tirsdag den 3. januar – friske og veloplagte og klar til igen at tage fat på nye, sjove og spændende skoledage – på vej mod lysere tider. Glædelig jul og rigtig dejligt nytår til jer alle sammen!"

Læs hele Nannas tale på skolelederens blog.