Vi tager hul på et nyt skoleår
Mandag den 12. august samledes skolens elever og mange af deres forældre i skolegården, hvor de blev budt velkommen tilbage efter sommerferien af skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard.
”Ferie er dejligt, men det er nu også godt at holde af hverdagen, som digteren Dan Türell sagde. For - som I véd - er der flest hverdage i løbet af et skoleår, ” sagde Nanna.
”For mig er det afgørende, at vores skole ikke blot er et sted, hvor vi lærer noget. Den er også et sted, hvor vi sammen skaber et trygt miljø med plads til os alle sammen og til vores forskelligheder. Jeg tror på, at vores stærke fællesskab er det, der danner grundlaget for trivsel og udvikling.”
Nanna nævnte, at alle, der er samlede skolegården, har ”et ansvar for at skabe en skole, hvor respekt, omsorg og samarbejde er i fokus, og hvor vores børn kan vokse og lære.”
Hun bød særligt velkommen til de til nye elever i 0. klasse og deres forældre.
Efter velkomst og fællessang gik eleverne årgangsvis ud i deres klasser for at tage fat på deres første skoledag i det nye skoleår.