Skolens kritiske ven

Sorø Privatskoles nye tilsynsførende Jens Pietras har været på sit første tilsynsbesøg, hvor han fulgte undervisningen i musik for mellemtrinnet, fysik på 9. årgang, dansk på 6. årgang og matematik på 2. årgang.

 

”Som certificeret tilsynsførende skal jeg besøge skolen og kigge på, hvordan det går og så aflægge rapport på den årlige generalforsamling. Jeg kan have særlige fokusområder, som jeg kigger på fra besøg til besøg,” siger Jens Pietras, der tidligere har været skolens tilsynsførende fra 2012-2018. 


Ifølge Lov om friskoler og private grundskoler ”skal skolens tilsynsførende overvære undervisningen i et omfang afstemt efter skolens størrelse, svarende til mindst én hel skoledag, overvære undervisningen inden for hvert af de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, drøfte indholdet af skolens undervisningsplaner med skolens leder og lærere og vurdere det anvendte undervisningsmateriales faglige og pædagogiske kvalitet.” 


Jens betegner formiddagens besøg i klasserne som ”meget spændende” og ”varierende og oplysende”. Han mødte både lærere, han kendte fra sin første periode som tilsynsførende og lærere, der efterfølgende er blevet ansat på skolen.


 Armslængde 
”I forbindelse med et tilsynsbesøg har jeg altid en samtale med skolens ledelse, hvor jeg får skolelederens og viceskolelederens syn på skolen, elever, medarbejdere, bestyrelse og samarbejdspartnere. Vi drøftede, hvilke særlige udfordringer, man står over for netop nu, så jeg får et 360 graders syn på tingene,” siger Jens. 


”Min funktion er at være skolens kritiske ven. Det skal opfattes sådan, at jeg er en fortrolig ven, der vil skolen, men samtidig har jeg en armslængderelation, da det er min opgave at rapportere eventuelle uregelmæssigheder samt fejl og mangler til Undervisningsministeriet, som har udpeget mig.”


Erfaren underviser 
Jens Pietras er en erfaren underviser og skolemand. Han blev uddannet lærer i 1983 fra Holbæk Seminarium og blev cand. phil. fra Københavns Universitet i 1995. Herudover har han i årenes løb varetaget en række tillidsposter i undervisningsverden. Han har undervist på læreruddannelsen i 30 år og er i dag ansat på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde. 


”Jeg har undervist i så mange år, at jeg har haft flere lærere og ledere på SPRS som studerende,” siger Jens med et smil.

Gennem årene har Jens også deltaget i forskellige ministerielle udvalg og arbejdsgrupper. Han har sammen med en kollega gennem 20 år udgivet en række lærebøger om historiefagets didaktik. Desuden har Jens været tilsynsførende på flere skoler i Nordvestsjælland. 


En skole med ressourcer 
På spørgsmålet om hvad der er grundskolens største udfordringer i dag, peger Jens vægt på, at coronaperioden gav indsigt i, at en overdigitaliseret skole ikke fungerer, og at elevernes fremmøde på skolen er vigtig for deres trivsel. 


”I øjeblikket har politikerne fokus på, at håndens arbejde skal prioriteres højere i en skole, der er akademisk præget. Så egentlig opfatter jeg skolens situation som forvirrende. Den er udsat for et krydspres, og jeg ser ikke en entydig retning, som den kommer til at udvikle sig henimod.” 


Jens Pietras vurderer, at SPRS er en skole med både ressourcer og værktøjer: ”Det er en skole med en lang tradition, der gennem tiden har sat sine spor på skolen. Der er internt forventninger til, hvad skolen skal levere, ligesom lokalsamfundet har sine forventninger til, at der fokuseres på faglighed. Det præger SPRS, at den ligger i en skoleby, hvor en institution som Sorø Akademi spiller en stor rolle.” 


God atmosfære 
”Når jeg kommer på skolen, bemærker jeg, hvordan eleverne er sammen i skolegården, og hvordan de voksne har dialog med børnene, ja hvordan omgangstonen er. Hver skole har jo sin adfærdskodeks og sine ritualer. ”

Jens oplever, at SPRS er en skole med en god atmosfære, både blandt elever og medarbejdere. Han vurderer, at SPRS har et højt ambitionsniveau og et læringsmiljø, der er lever op til sit formål, nemlig at undervise eleverne. ” 

"Ressourcemæssigt er der hvad, der skal være. Sorø Privatskole er et godt sted at være,” slår den tilsynsførende fast. 


Fagnørd
Privat er Jens Pietras gift og har to døtre og børnebørn. Han er 64 år og bruger en del af sin fritid på sin interesse for historie og kulturhistorie. ”Ja, jeg er vel at betegne som en fagnørd,” fastslår han. 

Jens interesserer sig også for at følge udviklingen i samfundet og den politiske verden.

Han har spillet fodbold i 50 år, men en skade har i dag gjort ham til tilskuer til fodboldkampe. I stedet er han glad for at vandre i ferierne – gerne i udlandet. Musik bliver der også lyttet til, især den klassiske rock fra 60’erne og 70’erne med Beatles, Stones, Neil Young, Bob Dylan og lignende generationsstjerner.


Sociale medier har Jens valgt fra og er ikke at finde på disse platforme, da han foretrækker dialogen med mennesker ansigt til ansigt.
 

Under sit tilsynsbesøg lytter Jens Pietras til Tórðurs fortolkning af Beatles' "Let It Be" i en pause på lærerværelset.