Vi skal alle være lys for hinanden

Årets juleafslutning i Klosterkirken dannede traditionen tro ramme om en festlig fejring af julen med musik, salmer, sange, taler og uddeling af Flemming Lehns legat.

Det var en helt fyldt kirke, hvor alle siddepladser var optagede, så mange måtte stå op, men det gav ingen skår i julestemningen. Der blev i hvert fald sunget igennem på julesalmerne.

Elevrådsformand Mathias Krytz læste juleevangeliet, mens Emily Greene fra 5.X på smukkeste vis sang ”Away in A Manger”. Indskolingskoret sang, ”Hvad der det, der gør julen til noget særligt” og ”Snowflake”. Endelig sang medarbejderne ”Jul hele året” og fik hele kirken til at klappe med på sangen.

Sognepræst Louise Kiær fortalte om dengang, da ærkeenglen Gabriel fortalte Maria, at hun skulle føde Guds søn. 

Iben Kaldråstøyl, 9.X, modtog Flemming Lehns legat på 5.000 kr. for sin store interesse og glæde ved musikken. Hun synger bl.a. i DR’s pigekor og spiller både på klaver og guitar. Hun kunne desværre ikke selv modtage legatet, da hun fraværende pga. sit engagement i pigekoret.

 

Lys i den mørke tid

I sin juletale sagde skoleleder Nanna Øhrgaard, at lyset i den mørke tid ”minder os om, at der altid er håb, selv i de mørkeste tider. På samme måde har vi i dagligdagen på skolen oplevet, hvordan vi kan støtte hinanden og komme gennem de udfordringer, vi til tider bliver mødt af, uanset om vi er voksne eller børn.”

Hun fortsatte: ”Jeg glæder mig dagligt over, hvordan elever og lærere er lys for hinanden, og hvordan små handlinger af venlighed og omsorg kan gøre en stor forskel. På vores skole er det fællesskabet, der skaber et lys, der skinner klart og varmt. Vi har set det i de mange projekter og aktiviteter, hvor I har arbejdet sammen og støttet hinanden. Fra klasseværelserne til skolegården har vi oplevet, hvordan det at gøre noget sammen skaber en følelse af tilhørsforhold og styrke.”

”I denne tid fejrer vi fødslen af Jesus, som kom til verden som et lys i mørket og et håb for menneskeheden. Dette lille barn, født i en ydmyg stald, bringer et budskab om, at selv i de mest beskedne omgivelser kan der opstå storhed og håb. Lad os tage dette budskab til os og huske, at vi alle kan være lys for hinanden, uanset hvor små vores handlinger måtte synes,” sagde Nanna og ønskede alle i kirken en glædelig jul og et strålende lyst nytår.

Og efter juleafslutningen i kirken var der juleferie!

Glædelig jul og godt nytår.