Jeg bliver glad, når jeg synger
Emily Greene modtog Flemming Lehns legat på 5.000 kr. under juleafslutningen i Klosterkirken.
”Det var ret vildt, da Nanna sagde, at det var mig, der skulle have legatet. Jeg havde talt med en fra klassen om, hvem der mon skulle have det, og så blev det mig,” fortæller 12-årige Emily, der går i 6.X.
”Emily modtager legatet på baggrund af sin seriøsitet og dedikation til udviklingen af sit musikalske talent,” sagde skoleleder Nanna Øhrgaard i sin tale. Hun tilføjede, at Emily tidligere har ledet skolens Lucia-kor, ligesom hun ved juleafslutningen i 2024 sang solo a cappella i kirken foran 1.000 mennesker.
”Senest sang hun sig ind i alles hjerter i en af hovedrollerne, da 6. årgang opførte Grease på skolen,” sagde Nanna.
Emily cykler ugentligt til stationen og tager toget til København, hvor hun går til privat sangundervisning på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun spiller derudover også klaver, som hun bruger til at udvikle sin musikalitet og støtte sit sangarbejde.
Optaget i kor
Emily fortæller, at hun netop er blevet optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums børne- og ungdomskor. Hun blev udtaget på baggrund af en optagelsesprøve og skal fremover synge i aspirantkoret for de 10–13-årige.
Gennem flere år har Emily haft kurser i scenekunst. Det, synes hun, var sjovt, men hun ville gerne have flere udfordringer og fokusere på sang. Hun søgte derfor om at blive optaget i konservatoriets kor.
Når Emily hver onsdag går til sangundervisning på konservatoriet på Rosenørns Allé i København, har hun 1½ times transport hver vej. På konservatoriet modtager hun en halv times sangundervisning. Hun synes ikke, det er noget problem med rejsetiden. Fra februar skal Emily øve med koret to timer hver onsdag.
Daglige sangøvelser
I ugens løb øver hun hver dag sangøvelser i en time. ”Jeg øver mig i at ramme de rigtige toner og holder min stemme ved lige. Jeg træner til at blive sopran, og jeg kunne godt tænke mig på et tidspunkt at synge musicals på Det Ny Teater og Det Kongelige Teater.” På længere sigt kunne Emily også godt tænke sig at synge som solist.
Emily kan godt lide skolens musiktimer, hvor eleverne får mulighed for at spille forskellige instrumenter. ”Jeg var glad for at få mulighed for at synge til juleafslutningen i kirken sidste år,” siger hun.
I Emilys familie sætter man pris på at lytte til musik og synge, og Emily fortæller, at hendes oldemor, som hun aldrig har mødt, var både danser og skuespiller. Så måske stammer talentet for sang og musik herfra. Ud over sangen bruger Emily også sin fritid på at gå til håndbold.
”Mit mål er egentlig bare at blive ved med at synge og blive bedre til det. Jeg synes, sang er sjovt. Det kræver en god teknik, og jeg kan godt lide, at man skal arbejde for at blive bedre. Men jeg bliver altså bare glad, når jeg synger,” siger Emily.
Sorø Privatskole modtog i 2022 50.000 kr. fra Flemming Lehns fond, som i en årrække uddeles i en eller flere portioner til elever med særlig glæde og interesse for musik eller litteratur, hvilket netop var Flemming Lehns store passioner. Emily er tredje legatmodtager.
Læs hvad Sjællandske Medier skriver om Emily - på print og online.
Læs omtalen på Dit Sorø.




