Politiet hyldede skolepatruljerne
Tirsdag den 27. januar om morgenen blev to af vores trofaste skolepatruljer på 6. årgang afløst af to politibetjente, der overtog ansvaret for at få elever, forældre og lærere sikkert over fodgængerfeltet på Frederiksvej.
Årsagen til dette skift i feltet var, at vores lokale politi kom forbi for at markere deres tilfredshed med den indsats, vores elever i skolepatruljen yder hver morgen for at hjælpe deres kammerater sikkert over vejen.
Den sureste uge
På landsplan fejrer man skolepatruljerne under kampagnesloganet ”Den sureste uge”, fordi uge 5 er i den mørke og kolde tid, og alligevel står skolepatruljerne klar hver morgen og yder trafiksikker hjælp.
Klokken otte - efter endt tjans i fodgængerfeltet - blev alle skolepatruljerne samlet, og Torben Christensen og hans kolleger fra Sorø lokalpoliti takkede eleverne for indsatsen. De havde kager og juice med, som eleverne med stor begejstring kastede sig over.
”Vores skolepatruljerne spiller en vigtig rolle for trafiksikkerheden omkring SPRS. De skaber tryghed for børn og forældre og er med til at minde alle trafikanter om at være ekstra opmærksomme på skolevejene. Som bilist, cyklist eller fodgænger kan man selv hjælpe skolepatruljerne ved at sænke farten, følge deres anvisninger og overholde færdselsreglerne. Et smil eller et nik på vej forbi gør også en forskel på en kold morgen,” siger viceskoleleder Lene Topshøj.



