Fællesskabet som fundament

Onsdag den 24. juni fejrede Sorø Privatskole årets afgangselever ved en højtidelig dimission sammen med forældre, lærere og medarbejdere. Aftenen markerede afslutningen på elevernes grundskoletid – og begyndelsen på et nyt kapitel.

Der var både glæde, stolthed og vemod i luften, da eleverne fra 9.x, 9.y og 9.z tog afsked med Sorø Privatskole.

For skoleleder Nanna Øhrgaard var dimissionen samtidig noget særligt. Talen til afgangseleverne var hendes 10. og sidste dimissionstale.

 

Tre forskellige klasser – én stærk årgang

De tre afgangsklasser blev beskrevet som meget forskellige. Én klasse har været præget af et stærkt fagligt engagement, en anden af ro og fokus på fællesskabet, mens den tredje har bidraget med høj fart, energi og liv.

Netop forskellighederne har været en af årgangens største styrker.

Eleverne har været gode til at mødes på tværs af klasserne og til at skabe et fællesskab, hvor der har været plads til forskellige personligheder. Det er en erfaring, de kan tage med sig videre på ungdomsuddannelserne og senere i livet.

”I er ikke ens, men I hører sammen. I bidrager med noget forskelligt, og det gør fællesskabet stærkere, fordi I kan bakke hinanden op og spille hinanden gode,” sagde Nanna.

Budskabet til eleverne var derfor klart: Evnen til at være sammen med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner én selv, er mindst lige så vigtig som de faglige kundskaber.

 

Mere end karakterer

Afgangseleverne forlader skolen med karakterer og eksamensbeviser, men også med erfaringer, der ikke kan aflæses på et karakterblad.

De går videre med dømmekraft, ansvarlighed og en forståelse for, hvad det kræver at være en del af et fællesskab. De har lært, at stærke relationer kan give den enkelte mod til også at stå alene, når det bliver nødvendigt.

I talen blev der samtidig sat ord på de forventninger, som mange unge møder – både fra omverdenen og fra sig selv.

”Hvis noget har været svært undervejs, er det ikke, fordi der er noget galt med jer. Det er, fordi I tager livet alvorligt, gerne vil gøre det godt og forsøger at leve op til både egne og andres forventninger,” sagde Nanna.

Hun pegede på, at det er i mødet med andre, at man lærer sig selv at kende, får nye perspektiver og bliver en del af noget større.

 

Planer kan ændre sig

Dimissionen er en anledning til at se fremad. Mange af eleverne har allerede planer og drømme om uddannelse, arbejdsliv og fremtid. Men skolelederen mindede dem om, at livet sjældent udvikler sig helt efter planen.

”Muligheder opstår, retninger ændrer sig, og nogle gange viser omvejen sig at være den rigtige vej.Det er vigtigt at have en plan med sit liv, men det er lige så vigtigt at indse, at planen ikke nødvendigvis kan gennemføres til punkt og prikke.”

Med fællesskab, engagement og ansvarlighed som fundament er eleverne godt rustet til at møde både medgang, modgang og forandringer.

De fik også en opfordring til at bruge deres forældre, når retningen bliver uklar. Forældrene har kendt dem hele livet, har erfaringer at dele og står bag dem – også når livet ikke udvikler sig som forventet.

 

Eksamensbeviser og legater

Efter Nannas tale fik eleverne overrakt deres afgangsbeviser, og afdelingsleder Thomas Wenzell Aziz uddelte solkskinslegater til David 9.X, Anna-Mai 9.Y og Catrine 9.Z. Legaterne gik til én elev fra hver klasse, der med sit humør, energi og omsorg overfor andre har udmærket sig som en god kammerat, og som med sin arbejdsomhed, nysgerrighed og sit engagement også har udmærket sig som en god studerende.

Desuden fik årets elevrådsformænd - Esther og Malthe fra 9.Z. begge et legat, da de med virkelyst, nytænkning og hjælpsomhed har gjort deres indflydelse gældende på skolen.

Solskinslegat til David 9.X
Solskinslegat til Anna-Mai 9.Y
Solskinslegat til Catrine 9.X
Esther og Malthe 9.Z. fik begge et elevrådsformandslegat.