Om lidt bliver her stille
Statsministerens udmelding om, at danske skoler skal lukke for al undervisning fra mandag den 16. marts for at begrænse spredning af coronavirus, satte allerede torsdag sit tydelige præg på Sorø Privatskole, hvor blot 15 procent af skolens elever var mødt til undervisning.
Statsministerens udmelding om, at danske skoler skal lukke for al undervisning fra mandag den 16. marts for at begrænse spredning af coronavirus, satte allerede torsdag sit tydelige præg på skolen, hvor blot 15 procent af skolens elever var mødt til undervisning.
”Det er positivt, at de fleste forældre allerede torsdag morgen tog konsekvenserne af statsministerens melding om at holde deres børn hjemme. Vi opfordrer forældrene til også fredag at lade børnene blive hjemme i det omfang, det kan lade sig gøre, men vi tager os naturligvis af de børn, som kommer på skolen, fordi forældrene ikke har haft mulighed for at etablere alternative pasningsordninger med så kort varsel,” siger skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard.
Fra mandag vil der ikke være undervisning på Privatskolen. Lærerne vil i de kommende uger kommunikere direkte på skolens intranet med elever og forældre. De vil skrive i klassernes lektiebøger, hvad eleverne skal arbejde med. I indskolingen vil det være begrænset med opgaver, men det stiger naturligvis i takt med, at eleverne bliver ældre.
Lærerne vil benytte de kanaler og platforme, som eleverne kender i forvejen, og de ældste klasser kan blive bedt om at logge på til videokonferencer og digital undervisning på bestemte tidspunkter, hvor læreren vil gennemgå undervisning. Dette vil afhænge af fag og lærer.
”På skolen er vi ved at arrangere nødpasning, hvilket kan omfatte elever fra 0.-4. kl. Der vil være tale om absolut nødpasning. Det vil sige pasning af børn af de forældre, der varetager særlige funktioner i samfundet i denne situation, og som ikke selv har mulighed for at skaffe pasning. Her er tale om børn af forældre inden for bl.a. sygehusvæsenet og ældreplejen,” siger Nanna Øhrgaard.
I hele lukningsperioden bliver Privatskolens forældre løbende orienteret via skolens forældre-intranet.
Fotos: Sorø Privatskole mærkede allerede torsdag konsekvensen af regeringens melding om at holde sine børn hjemme. Blot 15 procent af eleverne var mødt. En del af skolens 9. klasser var mødt til skriftlig prøve i tysk. Og rundt om på skolen blev eleverne undervist i mindre hold.