Deutsches Sprachdiplom

Sorø Privatskole er anerkendt som Sprachdiplomschule.

 

”På mange skoler skal eleverne vælge mellem tysk, fransk eller et helt andet sprog. På Sorø Privatskole har vi valgt. Vi har valgt tysk. Det har vi, fordi vi ser det som et vigtigt sprog, historisk, kulturelt, uddannelsesmæssigt og samfundsmæssigt,” udtaler konstitueret skoleleder Lene Topshøj  

 

Styrker tyskundervisningen

Med Deutsches Sprachdiplom (DSD) styrker Sorø Privatskole tyskundervisningen og den internationale dimension på skolen. Skolen er godkendt til at levere tysksproget undervisning efter internationale standarder, som afsluttes med en tyskprøve på Niveau B1. Eleverne modtager efterfølgende deres DSD I-diplom, som de kan bruge i deres videre uddannelse.

 

Samme tyskprøve verden over

DSD er sammenligneligt med det tyske afgangsbevis og følger standarderne i Common European Framework of Reference for Language (CEFR). Det vil sige, at eleverne går til den samme tyskprøve, uanset om skolen befinder sig i Seattle, Singapore eller Sorø. På verdensplan tager omkring 50.000 elever, i alderen 14-19 år, DSD-prøven hvert år. Prøven består af fire dele: 1. Læseforståelse 2. Lytteforståelse 3. Skriftlig kommunikation 4. Mundtlig kommunikation. Prøvens skriftlige del bliver rettet i Tyskland, og til den mundtlige del er der en beskikket censor. Selve prøven ligger hvert år i marts.

 

Efterspurgte kompetencer

Sorø Privatskole har fokus på at målrette undervisningen mod, at eleverne udvikler kompetencer, som er efterspurgte og relevante i det samfund, de er en del af. Udover Deutsches Sprachdiplom, underviser skolen i tysk fra 4. klasse. Skolen har holddeling i tysk i skolens tre 8. klasser og tre 9. klasser. Desuden rejser skolens tre 9. klasser hvert år på studietur til Berlin. Det handler ikke kun om at tilbyde de sprogligt interesserede elever en ekstra udfordring. For flere af eleverne er det et logisk skridt i retning af den uddannelse, som de gerne vil tage. DSD forbereder, kort sagt, eleverne til en global fremtid.

 

”Vi er super stolte over, at det er lykkedes skolen, og der skal i den forbindelse lyde en særlig tak til vores tysklærerteam. Nu skal vi bare have det implementeret i vores tyskundervisning. Ligesom vi skal have lavet en praksis for prøveafvikling og hvilke elever, der skal have tilbudt prøven og så videre,” forklarer Lene Topshøj.