Fællesskab, udeundervisning og halløj

Ugerne flyver afsted og de skriftlige prøver starter allerede mandagen efter Store Bededagsferien. I en udskolingslærers liv betyder det, at skoleåret næsten er slut og sommerferien kommer farende. Det er så vildt at tænke på, at skoleåret er slut om to måneder.

Dette skoleår er virkelig forsvundet på et øjeblik. Måske det skyldes, at vi har haft så travlt med de utrolig mange skift, at vi ikke har haft et eneste langt stræk og at vores planlægningsfase bliver kortere og kortere, så vi mister langtidsperspektivet i kalenderen.

Denne uge har stået på endnu en omgang nye tiltag, med 80 procent fremmøde og udeundervisning, hvilket har betydet, at lærere og elever igen må tænke nyt og være kreative, og deres ellers planlagte forløb igen skulle kasseres. Puha, hvor vi alle savner det lange seje træk, hvor vi kan komme spadestikket dybere. 

Jeg må indrømme, at jeg ikke er fan af politikernes skrivebordsbeslutninger om 80 procent fremmøde og udeundervisning. På papiret er det en super idé, men i praksis noget pjat. Lærere og elever havde lige fundet sig til rette med 50 procent online og 50 procent fremmøde, planlægningen var lagt og undervisningen tilrettet, men efter kun 14 dage med den model, skulle vi igen skifte spor. Hvor ville jeg dog ønske, at man havde givet elever og lærere ro til at blive i den model, indtil vi kunne åbne helt op. 

Sådan blev det ikke, og heldigvis arbejder vi på et sted, hvor alle hedder "omstillingsparat” til mellemnavn, og hvor vi løfter i flok. Elever, forældre og lærere retter til med få dages varsel og får bare tingene til at glide. I ER DE SEJESTE, JEG KENDER! 

Jeg kan slet ikke finde ord for, hvor privilegerede jeg føler, vi er. Jeg glæder mig til, at vi snart igen kan være sammen i fællesskab, og at alle vores traditioner igen kan blive til noget. Vi har så sent som i sidste uge måtte udskyde endnu en af vores vigtige fællesskaber, Generalforsamlingen. Jeg ser frem til, at vi kan vise alle vores nye forældre og elever fra det sidste år, hvordan vi er sammen her på skolen, og hvilket fantastisk fællesskab vi normalt har - det har de jo i virkeligheden slet ikke oplevet på egen krop, og det er faktisk ret unikt.

Jeg glæder mig til, at vi en dag ude i fremtiden skal synge skolesangen, og med høj og klar stemme, og en følelse helt inde i hjertet, skal synge ordene: VI HAR DET BEDSTE STED PÅ JORD!

De bedste hilsner

Nanna Omstillingsparat Øhrgaard

Tilbage