Vinterferie forude
Så sidder jeg her ved mit skrivebord, godt plastret til med post-it sedler i diverse farver, som vidner om ting, der lige skal nås i løbet af i dag, inden det er ferietid. Jeg er fan af post-it, både i store og små formater og i mange forskellige farver, som sætter lidt kolorit på hverdagen der ellers er noget grå for tiden.
Det vilde ved post-it er, at når man skriver dem, er det vigtige ting, man nedfælder. Ting man skal huske at få løst, og så går tiden nogle gange - og på mirakuløs vis, så har tingene løst sig selv, og man kan tage den lille lap og smide i skraldespanden, uden at have løftet en finger. Det er da imponerende, hvad sådan en lille lap kan udrette.
Min kalender var ret åben i morges, og da jeg gik i skole kl. lidt over 7 forestillede jeg mig ambitiøst nok, at jeg lige kunne runde alle 30 klasser og ønske god vinterferie. For en god vinterferie har vi vist gjort os fortjent til med al den corona, der har floreret på skolen og i de små hjem de sidste par måneder. Vejret var flot, ikke en dråbe regn, og sådan var det også, da jeg 7.40 stod klar foran skolen sammen med Lene for at sige "Godmorgen”. Vi havde ikke stået der særlig længe, før de første regndråber kom, men det var til at holde ud, så smil og godmorgenhilsner fyldte rummet imellem os og alle de søde elever, der mødte i skole.
Regnen tog til, og der gik ikke lang tid, før vi stod som to druknede mus, der forgæves forsøgte at krybe sammen ind under en alt for lille paraply. Smilene blev lidt mere anstrengte, efterhånden som vi blev mere våde og kolde. Lige indtil himlen åbnede helt op, og vi blev tæt på gennemblødte, der nåede vi et stadie, hvor vi ikke kunne andet end at skraldgrine af det hele.
Sådan kan ens følelsesregister nå yderpolerne på bare få minutter og afspejler måske i virkeligheden meget godt det følelsesregister, vi har været igennem de sidste måneder. Vi startede blidt ud i januar. Tænkte alt er godt, det kører – nu åbner samfundet op, til at blive en anelse pressede over mange smittede elever i de første uger, for til sidst at være ramt så voldsomt på personalefronten, at man lige så godt kunne grine af det, smile og rykke endnu tættere sammen i bussen. Hvor er det fantastisk at mærke den store energi, de dejlige smil og det sammenhold, som indfinder sig på vores skole, også når tingene pludselig er helt vanvittige. Det er med den indstilling, vi er kommet godt igennem de hårde perioder, der har været, og som vi forhåbentlig kan holde på afstand det næste lange stykke tid.
Nu vil jeg lade post-it sedlerne hænge, og håbe på, de har gjort sig selv overflødige, når jeg kommer tilbage til kontoret. I stedet bevæger jeg mig ud mellem snefnuggene, som lige nu daler sagte ned fra himlen og runder så mange klasser, jeg kan nå og ønske god vinterferie.
Jeg håber, I får en uge, hvor I kan lave lige det, I har allermest lyst til, og tilbringe tiden sammen med dem, der betyder mest for jer.
Storsmilende hilsner i al slags vejr,
Nanna
