Et forår så fuldt af liv

Foråret er for alvor kommet, og med foråret kommer solen, lyset og energien. Noget vi har længtes sådan efter i lang tid. Det er tydeligt at mærke på alle eleverne, som leger i skolegården. Der spilles fodbold, sjippes, spilles basket, hoppes over bold og leges gemmeleg. Stemmerne er høje, glade og fulde af liv. Når klokken ringer ind til time, sænker roen sig, og der er ikke en sjæl at se i skolegården.

Rundt omkring i klasselokalerne holder lærerne mandtal, og undervisningen begynder. Introduktionen til timen, fremlæggelser, repetition mm. er i fuld gang. Efter ca. 15 min. begynder enkelte elever at komme ud i skolegården. De er blevet sat til at arbejde i grupper eller selvstændigt og benytter friheden til at komme ud og arbejde i den efterhåndende bagende sol. Der sidder elever på gummibanen, i amfiteateret, på borde-bænkesættene og under kastanjetræet. Alle steder, hvor der kan findes et lille hyggespot midt i en travl skoledag. Det ser så dejligt ud, og når man så bevæger sig igennem skolegården, er man altid så heldig, at børnene rigtig gerne vil vise, hvad det er, de sidder og laver. Måske lige på nær de ældste elever, som heller vil sidde og arbejde koncentreret i deres grupper, og ikke har brug for at blive forstyrret af de voksne.

F-ugen venter forude, og det bliver helt sikkert en spændende uge med masser af anderledes aktiviteter, terminsprøver, Munterby mm. Ugen kulminerer fredag den 20. maj med vores festival. Jeg glæder mig helt vildt til endelig at kunne samle hele skolen om en af vores store traditioner.

Jeg håber, vi får det skønneste vejr, så vi kan samles rundt omkring ude i skolegården, prøve de forskellige aktiviteter, blive underholdt og nyde at være en del af det store fællesskab, som i den grad også giver energi.

Jeg håber forældrene vil opleve at være midt i en skolegård fyldt med glade og forventningsfulde børn, der bare summer af liv, - helt ligesom foråret. Sådan har jeg det i hvert tilfælde, og livet er fedt.

 

Tilbage