Julen sig nærmer

Så blev det december og det betyder lys, hygge, pakkeleg, klementiner i overflod, nissevenner og glade nissehueklædte elever i klasserne og i skolegården. Jeg elsker det! Smukke julesange, hvor man får gåsehud, når de bliver sunget af de fineste barnestemmer til samlingerne hele måneden.

December betyder også, at julegaveindkøbene til personalet allerede er i fuld sving.

Lene og jeg startede for 3 år siden en ny tradition på skolen, nemlig at købe personlige julegaver til personalet. I løbet af november sender personalet ønskesedler til os, og i fredags startede Lene og jeg på de 83 gaveindkøb.

Vi synes, det er en fin måde at påskønne personalets store indsats igennem året. I bagklogskabens klare lys, var det nok ikke den bedste dag at gøre juleindkøb på, da det var Black Friday, men efter 3 timer i selskab med Sorøs kompetente, julepakkende butiksekspedienter var de første 42 gaver i hus.

Vi forsøger igen i år at købe alle julegaverne i butikkerne i Sorø, så vi kan være med til at støtte det lokale forretningsliv. Alle gaverne ligger nu flot pakket ind i julepapir og kulørte gavebånd, med små manillamærker som til- og frakort, og venter på at blive udleveret, når vi ønsker hinanden ”god jul” på lærerværelset d. 20. dec. efter at have sendt alle vores dejlige elever på en velfortjent juleferie.

Mange hilsner

Nanna

Tilbage