Julehygge

Måske vi når at runde 5. dec., inden Lene og jeg lukker og slukker kontoret i aften, efter endnu et forhåbentlig energigivende og spændende bestyrelsesmøde med kompetente deltagere rundt om bordet. 

En voldsom larm lyder over fra SFO`en på den anden side af vejen. Julemusikken gjalder og flere fra administrationen stikker hovedet ind og undrer sig over den larm, som vi så sjældent hører på denne side af vejen. Jeg stopper med at kigge på min skærm, og i bedste overvågningsstil, som jeg også benytter, når jeg råber efter udskolingseleverne, som glemmer at benytte fodgængerfeltet, stiller jeg mig ud på altanen, for at se hvad der foregår. Så dumt, for jeg ved det egentlig godt: Det er jo i dag SFO`en har juleklip og hygge med børn og familier. 

Det skøreste syn møder mig. 

En lang slange af nissehueklædte elever som laver en kø til æbleskiveuddelingen i kærnehuset. Det er der jo i sig selv ikke noget skørt over, nærmere noget meget struktureret og fint. Det skøre opstår, når jeg ser at køen finder vej op ad vores nye klatrestativ midt i gården, og ser hvordan børn, og nu også voksne, bliver nødt til at klatre sig frem for at følge køen. 

Hvor er det fedt, at det bare føles som det mest naturlige i en børneverden. Tak til alle de skønne børn på vores skolen, som hver dag får os voksne til at stoppe op og sætte det hele lidt på hovedet. Fedt!

Personligt ventede jeg til køen blev mindre, så jeg ikke skulle klatre rundt på klatrestativet iført kjole og nylonstrømper og fuldstændig udstille mig selv og mine efterhånden manglende skills på klatrestativer. 

Jeg listede i stedet over og så glade børn og familier hygge sig med juleklip i frøhuset, for derefter at gå i Kærnehuset og spise æbleskiver ved samme bord som Rie fra 3.y, hvor jeg var heldig at høre om hendes 1½ side lange ønskeliste, - puha bare det var mig, der havde så lang en ønskeliste…. Jeg er jo nået dertil i livet, hvor det eneste jeg ønsker mig er søde børn, og dem har jeg jo hele 655 af <3

Da mørket for alvor faldt på, og alle de søde børn, engagerede forældre og fantastiske medarbejdere var gået hjem, listede jeg over på legepladsen og besteg klatrestativet. 

Jeg har endnu ikke helt glemt, hvad det vil sige at være barn, og nu hvor jeg ved, at jeg stadig godt kan finde ud af det, er jeg ikke længere bange for at vise det til børnene i dagslys.

God weekend derude, når I kommer dertil.

Mange hilsner

Nanna