Jeg holder af hverdagen

Godt nytår til jer alle! Jeg håber, I alle er kommet godt ind i 2020, og at I har nydt en dejlig lang juleferie fyldt med gaver, hygge, god mad og masser af samvær med dem der betyder mest for jer.

 

Her på skolen, har vi hurtigt fundet ind i den daglige arbejdsrytme sammen med vores elever. ”Jeg holder af hverdagen,” som saglig Dan Türell sagde, og det gør vi også her på skolen.

Dagligdagen varede dog kun to dage for ledergruppens vedkommende, da vi er taget afsted på seminar med 17 andre skoleledelser i vores netværk, og hvor omdrejningspunktet denne gang er: Innovation og de færdigheder, vi skal uddanne vores elever i at mestre i det 21. århundrede. Vi suger ny viden til os og kommer tilbage – helt sikkert inspirerede og med nye perspektiver på fremtiden.

I går hørte vi om projektbaseret læring, det 21. århundredes færdigheder, innovation og forandringsledelse. I dag har vi været på skolebesøg på den internationale skole i Billund. Det var bestemt ikke svært at blive imponeret over deres faciliteter og muligheder på skolen, velvidende, at de har en ret stor fond i ryggen, som giver dem muligheder, vi andre kun kan drømme om.

Men da vi efter nogle timer kørte derfra, fem mand høj presset ind i min lille Peugeot 208, sad jeg alligevel tilbage med en følelse af, at det bestemt ikke er rammerne, som udgør en fantastisk skole. Bevares, jeg gad da godt have en samlingssal til alle elever, kantine med varm mad til alle, foodlabs og makerspaces, fede nye klasselokaler og store gangarealer til gruppearbejde med runde sofamiljøer med lego i alle slags farver og afstøbninger. Men det som skolen jo i virkeligheden handler om er, at (ud-)danne hele, livsduelige mennesker, og til det har vi brug for nysgerrige og læringsparate elever, engagerede og samarbejdende forældre og dygtige medarbejdere med fokus på trivsel, faglighed og relationer og det er jo lige præcis det, vi har på Sorø Privatskole.  

Derfor kørte jeg derfra inspireret, opløftet og glad ved tanken om alt det spændende, der venter forude på vores skole, både af store og små projekter, men i virkeligheden allermest af tanken om den helt almindelige hverdag, den der giver mig energi og glæde, for: ”- jeg holder af hverdagen…”

Tilbage