Eftertænksomhed…

Langt de fleste af mine dage går med fuld fart, mange møder med forskellige mennesker, lige fra interessante samarbejdspartnere til energiske sælgere, engagerede forældre, super kompetente lærere og sjove, finurlige livsglade børn. Jeg elsker det.

I dag var ikke sådan en dag, og det var i går heller ikke. Tirsdag sent om eftermiddagen mistede tre af vores elever deres mor efter lang tids sygdom, og det får helt naturligt én til at stoppe op, blive eftertænksom og sætte det ellers så hektiske liv lidt på stand by.

Mine tanker har de sidste par dage gået til familien, og til den sorg de befinder sig i. Når man står helt på sidelinjen, ser man så tydeligt, hvor forskelligt man takler sorgen, og at der ikke er en bestemt måde at gøre det på. Det er på en måde både dejligt og befriende, at der ikke er en facitliste, for det viser, at vi som mennesker er forskellige og har forskellige behov.

Når man mister nogen, og det i sorgen gør rigtig ondt, er det også vigtigt at huske på, at denne følelse netop opstår, fordi man har været så heldig at elske et andet menneske. Man har mødt kærligheden som mand, kone, barn, forældre, ven eller pårørende.

Jeg mistede selv min mor i en ung alder, og det livet efterfølgende har lært mig er, at selv når det ser sort ud, er der lys. I morgen er der altid en ny dag, en dag som byder på mange små ting at glæde sig over, sjove timer og dejlige oplevelser.

Sådan en dag starter i morgen. I morgen venter vinterferien for helt utrolig mange børn i Danmark. Rejser til varmen eller afsted på ski, hygge i de små hjem, biograf- og svømmehalsture og meget mere. Der er tid med familien og vennerne, og mulighed for at sove så længe man kan, med mindre man har små børn eller søskende der vækker en tidligt.

Jeg håber, I alle holder pause fra skolen og bruger ferien til at få fyldt energidepoterne op og kommer tilbage efter ferien med fornyet energi.

 

 

Tilbage