SFO 30 år

SFO'en blev fejret med fødselsdagssang og lagkage.

Fredag den 6. september var endnu en festdag på Sorø Privatskole. Her fejrede vi, at det den 1. august var 30 år siden skolens SFO blev etableret.

Mærkedagen blev markeret med fælles fødselsdagssang på legepladsen. Bagefter var der linet et væld af lagkager op, som alle børnene fik et stykke af.

Fra pålidelig kilde kan det oplyses, at det var en uhyre velsmagende lagkage, som bekom alle vel.

Første leder

Kirsten Hansen deltog i fejringen. Hun var nemlig med, da SFO'en blev etableret i 1989. Som den første leder på stedet havde hun sammen med fire medarbejdere ansvaret for de omkring 40 børn, der begyndte i SFO'en for 30 år siden.

"Dengang var der bare en have foran bygningen, hvor der i dag er legeplads og boldbaner," fortæller Kirsten Hansen. "Vi havde et lille budget, så der var ikke råd til meget legetøj. Børnene måtte selv finde på lege og aktiviteter. Og det gik udmærket, selvom børnene der kom direkte fra børnehaven, savnede legetøjet. Men så måtte de jo lege med hinanden."

"I dag er der jo mange flere børn i SFO'en og forholdene er gode, inde som ude. Tillykke med de 30 år," lyder det fra Kirsten Hansen.

 

Kirsten Hansen SFO's første leder