Hver dag under corona skal give mening
I Klubben og SFO arbejder pædagogerne i denne tid på at sikre, at alle børnene har en meningsfuld, sjov og afvekslende dag, selv om coronaen sætter sit præg på nogle af udfoldelserne.
”En god dag i Klub og SFO skal indeholde noget fagligt og socialt stimulerende, så børene ikke går død i coronarestriktionerne. Den største udfordring er nok, at hvert barn kun skal forholde sig til de andre i klassen. Det betyder, at de sociale fællesskaber er begrænsede og ikke som i en normal dagligdag, hvor vi også fokuserer på det store fællesskab.”
Det fortæller afdelingsleder for indskolingen Johnnie Christensen, når han skal beskrive dagligdagen i denne tid for SFO og Klubben. Han nævner, at nogle børn blomstrer op, når der er fokus på det individuelle og nære, mens andre helt tydeligt savner samværet med flere.
For når hver klasse i coronatiden skal være I sin egen boble, er der ekstra udfordringer i både Klubben og SFO for at skabe et sjovt og spændende frirum for børnene efter skoletid.
Aktiviteter i Klubben
I Klubben er børnene fordelt på de voksne, der har hhv. Z’erne, Y’erne og X’erne i hvert sit klasselokale, da Klubbens lokaler i denne tid anvendes til undervisning.
”Ligesom på undervisningsområdet er der i Klub og SFO tale om nødpasning, men i klubregi prøver vi at trække Klubbens faciliteter over i klasserne. Nogle dage arbejder vi med krea-ting eller ler fra Klubben, og vi kommer hver dag ud i skolegården for at spille fodbold,” fortæller klubmedarbejder Gertrud Bendorff.
Nogle dage får børnene en kiks eller pandekager, som bages i Klubben af medarbejderne. ”Vi gør vores bedste for at få fritidsaktiviteterne til at hænge sammen, men jeg kan mærke på nogle af børnene, at de savner at må være sammen på tværs af klasserne, som de jo normalt kan i Klubben,” siger Gertrud, der glæder sig til, at hverdagen efter coronanedlukningen indfinder sig igen.
Børnenes frirum i SFO
Også i Kærnehuset er børnene opdelt i X, Y og Z.
"I SFO-tiden bestræber vi os efter at følge, hvad børnene har lyst til. Vi har sammensat diverse materialer og spil, de kan bruge, men da denne tid er børnenes frirum, har de en kæmpe indflydelse på, hvordan den skal udfoldes i SFO'ens rammer,” fortæller pædagog Jetmir Dukaj.
Han tilføjer, at når børnene ytrer sig om noget, de mangler, ”har vi været gode til at imødekomme deres behov i det omfang, vi nu kan."
”Når jeg kigger ud på legepladsen, ser jeg de forskellige klasser, hvor nogle har brug for at komme ud og bruge energi på fodboldbanerne, gyngerne og legestativerne, mens andre har lyst til at sidde og nørde med krea-ting eller sidde og hygge med Lego,” siger Jetmir.
”I praksis foregår dagligdagen sådan, at vi efter endt skole som første prioritet fri har leg ude i mindst en halv time. Legene kan være fodbold, teater med teaterdukker eller lege med fantasi, som børnene er supergode til, ” fortæller pædagog Tina Hagemann.
Hun nævner, at de indendørs sysler typisk er leg med lego, perlekæder, knytte armbånd og nøgleringe mm. Der bliver også arbejdet med silk clay, ler, tegnet, skrevet historier, spillet en del brætspil, lavet gækkebreve, og nogle af børnene laver deres egne kryds og bolle i træ.
”Påsken står for døren, så kyllinger i træ og påskeæg må blive det næste,” siger Tina.