Elever på Erasmustur til Norge

Efter 18 timer i bus ankom 34 elever fra 5. og 6. årgang om aftenen den søndag 7. april til Hustavidvika, der ligger nord for Molde i det sydvestlige Norge. Ca. 500 km nordvest for Oslo

Det bliver en tur med mange oplevelser og faglige udfordringer. Eleverne skal følge undervisningen og lære deres jævnaldrende, norske kammerater på Hustad barne- og ungdomsskole at kende. Skolen har 180 elever.

 

Eramus+

Turen er finansieret af EU-programmet Erasmus+, og de elever, der er med på turen, er udvalgt på baggrund af deres personlige ansøgning. 55 elever ansøgte om at komme med på turen. Det var et overvældende, stort antal, så der var desværre ikke plads til alle. I udvælgelsen af elever lagde man vægt på, at gruppen blev bredt sammensat og inkluderende.

Erasmus+ programmet har til formål at styrke kvaliteten af formel og uformel læring for at fremme kompetencer til arbejdsmarkedet og europæiske værdier blandt andet hos elever i grundskolen.

 

Naturoplevelser

På ugens program er blandt andet en vandretur op ad ”Gulebjerget”, hvor de norske elever vise deres danske kammerater deres lokalområde. 

5. klasserne følger de norske 6. klasser, og 6. klasserne følger de norske 7. klasser.

Vores elever skal følge undervisningen på skolen og få indblik i, hvad der er specielt ved den norske skole. 6. klasse  deltager i engelsk, norsk, KRLE (Kristendom, religion og livssyn) og matematik. 5. klasser deltager i ”mad og helse”, norsk og ”håndværk og design”.

En dag er helliget til at løse opgaver i naturen, blandt andet om alger på stranden og om bjergarter. En anden dag er der fokus på træ- og skovgrænser kombineret med forskellige naturoplevelser. Endelig kommer eleverne på en vandretur, hvor de skal løse forskellige naturfaglige opgaver.

Eleverne kommer hjem lørdag den 13. april. Helt sikkert trætte og mætte af oplevelser.