DM i fagene: ”De stolte nørder” slår til

Otte elever fra skolens 8. og 9. klasser deltog onsdag den 22. januar i DM i Fagene, der er en landsdækkende konkurrence for 7., 8. og 9. årgang.

Konkurrencen fandt sted på DOKK 1 i Aarhus. Formålet med konkurrencen er at sætte fokus på fagligheden og den faglige udvikling hos eleverne under overskriften ”De stolte nørder”.

Konkurrencen tager udgangspunkt i løsning af cases for at være med til at styrke deltagernes evne til at koble skolens fag med omverdenen, videreuddannelserne og det fremtidige arbejdsmarked.

DM i Fagene havde arrangeret bus for eleverne til og fra Århus. Det blev en lang, begivenhedsrig dag med afgang kl. 6:10 fra Sorø og hjemkomst kl. 19:30.

Fedt at være klog

Camille Madelung fra 9X var med på turen og dækkede kammeraternes deltagelse med fotos og video. Hun fortæller, at det er en stor oplevelse at være sammen med andre unge fra hele landet, som synes det er fedt at være klog.

”På vores skole har eleverne selv meldt sig til konkurrencen, som i efteråret foregik i en første regional konkurrence. Herefter gik de bedste videre til Danmarksmesterskaberne,” siger Camille.

9. klasserne stillede op i hold-konkurrencen med holdet ”Vilde vikinger”, hvor de skulle løse en tværfaglig opgave – en virksomhedscase -  i fagene dansk, matematik, biologi, historie og engelsk.

To 2. pladser

”Der er kun én vinder i hver kategori. Det blev ikke lige vores hold, men vi regner med, vi fik en flot anden plads – sammen med alle de andre hold. Holdet var i hvert faldt godt tilfreds med indsatsen og samarbejdet,” siger Camille.

Også for den individuelle opgave i historie, hvor Hjalte Solvang fra 8Z stillede op blev det til en hæderfuld anden plads – i kraft af, der kun var én vinder.

”Det er sjov konkurrence, der giver et godt sammenhold deltagerne. Vi nåede ikke at tale så meget med de andre skolers elever, men det var sjovt at løse opgaver på denne anderledes måde, hvor vi arbejder tværfagligt. Det kunne være godt at arbejde mere på denne måde i dagligdagen på skolen,” siger Camille.

Vilde vikinger. Fra venstre Asger Boesen 9Z, Gustav Aitken 9Z , Rosa-Marie Hemmingsen 9X, Georg Würtz 9Y, Aske Rasmussen 9X og Haakon Martin 9Y.
Hjalte Solvang 8Z i aktion under historiekonkurrencen.