Skoleskak i koncentreret stilhed
Skolens skakturnering for 1.-4. årgang bød på intense skakpartier. Sjældent har man oplevet så stille en sal med så mange elever samlet.
Skakturneringen blev afviklet via et antal spil á tre minutter. Vinderne blev de spillere, der vandt flest partier.
For yngste årgange spillede man den såkaldte bondeskat, hvor man udelukkende spillede med bønder - og den der først fik en bonde ned på modstandens baglinje vandt spillet. Se fotos af dagens vindere i kolonnen til højre - nederst.
Bedre til matematik
På Dansk Skoleskaks hjemmeside betegnes bondeskak således:
"Opgaven isolerer en situation fra skakspillet, og designer den til at teste og træne elevens evne til at overskue potentielle udfald af et givent træk. Som i enhver anden situation fra skakspillet, er det nødvendigt for eleven at analysere fordele og ulemper, opstille hypoteser og afprøve dem. I opgaven er der en meget klar kobling mellem skakspillet og undersøgende matematik, da fokus ikke bare er på konkurrencen mellem de to elever, men på at de sammen undersøger og afdækker de udfordringer og afdækker de problemstillinger, de forskellige ’mini-games’ sætter dem i." Få evt. mere info.
Vidste du, at....
skakspillets rødder skal søges i det nordlige Indien eller måske i Tibet eller Kina. Sikkert er det, at spillet i oldtidens slutning har bredt sig til Persien, hvor det fik sit nuværende navn. Det var formodentlig også perserne, der indførte pligten til at annoncere shah (skak), når man truede modstanderens konge. Fra Persien spredtes spillet ad flere veje til Europa. Vigtigst har nok arabernes indsats været. De dyrkede spillet ihærdigt og videreudviklede det, bl.a. ved at indføre den nuværende skaknotation, der har gjort det muligt at bevare skakpartier for eftertiden, ligesom de konstruerede raffinerede skakopgaver, de såkaldte mansubaer.
Fra midt i middelalderen synes skakspillet at have vundet betydelig udbredelse i Europa, også i Danmark. Således har spillet åbenbart været almindeligt blandt vikingerne. I Gesta Danorum fortæller Saxo, at kong Svend den dramatiske augustaften i 1157, der er gået over i Danmarkshistorien som Blodgildet i Roskilde, pralede af sine færdigheder i spillet og forlangte at få bragt et skakbræt ind i gildesalen.
I slutningen af middelalderen så de første lærebøger i skak dagens lys, og i renæssancen blev Italien det førende land. Fra den tid stammer de første bevarede skakpartier.
I begyndelsen af 1700-t. blomstrede en skakkultur op i Frankrig, hvor førende skikkelser i kulturlivet og de stærkeste skakspillere i verden satte hinanden stævne.
Den første egentlige VM-match daterer man til 1886. Den fandt sted i USA og blev vundet af østrigeren W. Steinitz, der efter en næsten tre måneder lang dyst besejrede russeren J. Zukertort (1842-88). Siden da har blot fjorten andre mestre siddet på skakkens trone: Lasker, Capablanca, Aljechin, Euwe, Botvinnik, Smyslov, Tal, Petrosjan, Spasskij, Fischer, Karpov, Kasparov, Kramnik og Anand.
De første mange år blev VM-titlen på det nærmeste betragtet som verdensmesterens personlige ejendom, som han ridderligt satte på spil mod en styrkemæssigt og økonomisk passende udfordrer, men med oprettelsen af verdensskakforbundet FIDE 1924 kom der fastere rammer om det internationale skakliv.
Efter år 2000 er det internationale skakliv ikke blot præget af organisatorisk usikkerhed, men også af computernes fremmarch. At IBM's computer Deep Blue med en vægt på 1400 kg og en beregningshastighed på 200 mio. træk i sekundet i foråret 1997 knebent besejrede verdens stærkeste skakspiller, Kasparov, i en match over seks partier, er måske ikke så betydningsfuldt for spillets fremtid som de talrige muligheder, computerne giver stormestrene for at kortlægge deres modstanderes spillestil og svagheder — og for i sidste instans måske at blive en smule klogere på skakspillets hemmelighedsfulde karakter.
Kilde: Gyldendals Den store danske