Roadshow – ledelsen på hjul
De sidste par dage er ledelsen af skolen foregået fra en bil. Lene og jeg har været Sjælland rundt for at se vores 80 medarbejdere i øjnene. Det har været en kæmpe fornøjelse at komme rundt til alle med en lille blomst og et par gode flødeboller.
Vi har været langt omkring, lige fra Tusenæs til Roskilde, Gammel Havdrup, Haslev, Dalmose, Korsør, Høng, Mørkøv og mange andre smukke steder på Sjælland.
Vi har kørt på motorvej, landevej og små hullede markveje, men uanset hvor vi har kørt, er vi endt ved et hyggeligt hus, hvor et fantastisk menneske bor. Her har vi, ved selvsyn, set, at der trods Corona og nødundervisning er liv i øjnene og smil på læberne.
Vi er mødtes med god afstand i et kort øjeblik, lige nok tid til at høre hvordan humøret er, og om det kører, som det skal, i disse så tossede tider. Vi er blevet mødt af medarbejdere i festtøj, da det var festlig fredag, i joggingtøj, løbetøj, almindeligt tøj og sågar én i slåbrok, som havde været ude og vinterbade og en enkelt uden bukser på. Alt sammen skønt, sjovt og uperfekt. Befriende uperfekt!
Der var medarbejdere med kort hår og langt hår, opsat hår og uden hår, der var dem med makeup og dem uden. Alt sammen bare et lille glimt ind i vores alle sammens hverdag. Nogle ting var der dog fælles hos alle: Glæden ved at få besøg, glimtet i øjet, gåpåmod, troen på at alt nok skal blive godt igen og et ønske om snart at komme tilbage til skolen sammen med eleverne.
Finder nye veje
Midt i denne hårde tid er det så vildt at se, hvordan alle tilpasser sig og finder nye veje og hele tiden justerer og forsøger at optimere. En af lærerne sagde: ”Man skal jo bare lige ind i nogle nye rutiner, så kører det.” Og det er jo rigtigt, også selvom det til tider kan føles som at bestige Mount Everest uden ilt, bare at skulle tænke på endnu en ny omstilling.
Jeg er blevet mange historier rigere, og det er helt sikkert, at der er stor forskel på at have nødundervisning med de store eller de små. Men uanset hvem jeg har talt med, siger de, at vores elever er helt fantastisk gode til at være på. De er søde, disciplinerede og bare nogle rigtig gode elever - også online. Selvfølgelig vil der altid være nogle, der har det svært, såvel i klasseundervisning som i onlineundervisning, og dem oplever jeg i høj grad, at lærerne også favner i denne tid. Nogle af eleverne, oplever vi ligefrem, kommer mere til deres ret i onlineundervisningen. Hvis man er meget introvert i klasseundervisning, kan det være lettere at komme igennem ved onlineundervisning, hvorimod de ekstroverte lider lidt mere i denne tid.
Biologivikar
Jeg havde selv, forleden dag, fornøjelsen af at have en vikartime i biologi i 7.y. Det var en udsøgt fornøjelse. Eleverne loggede sig jo bare på, og så havde de allerede fra starten muted sig selv, så der var helt stille og jeg kunne starte med at undervise.
Eleverne gjorde alt, som de skulle og var super gode, men hos mig føltes det alligevel lidt forkert. Eleverne blev sat i gang med opgaven, og jeg blev på linket, så de kunne komme og spørge mig, hvis der var noget de ikke forstod.
Og først efter at et par af elever havde været tilbage og spurgt til opgaven, fandt jeg ud af hvad det var, der manglede. Alle eleverne var der jo, men kommunikationen var forkert, for det var som at undervise en dør. Der var jo ikke den ping pong og respons, som der plejer at opstå i klasserummet. Ingen sjove kommentarer, ingenting man kunne lave sjov med og så få en reaktion hos eleverne, de var ligesom så meget på afstand, at den der fornemmelse for klasserummet og eleverne forsvandt.
Det blev på underlig vis envejskommunikation og faktisk også ret ensomt for underviseren, som jo henter utrolig meget energi i hverdagen i sin ageren med eleverne. Jeg tænker denne nød, og mange mange andre nødder, har været noget medarbejdere og elever har skullet knække sammen, og alt at dømme efter vores roadshow, så har de formået netop dette og gør det super godt, sammen men hver for sig!
