Jubii… hip hip hurra… tjulahop!

Så fik vi endelig lov til at se vores yngste elever, som har været væk fra deres gamle skole i hele 51 dage. Det var altså helt på den anden side af jul.

Og wow hvor det bare føles helt igennem fantastisk at sidde oppe på kontoret og lytte til børnelatter fra skolegården når eleverne på skift holder frikvarter. En summen af børn. Jeg elsker det.

Vækkeuret ringede kl. 6, og i dag blev det ikke til snooze. Jeg var oppe af sengen på et splitsekund. Jeg er ellers den type, som godt kan ligge og trykke snooze ret mange gange på min telefon, da det bare føles som om, at søvnen imellem snoozeknappens kald føles lidt ekstra god.

Et hurtigt bad, som helt klart er en af mine spidskompetencer, tøj på (som ikke bare var afslapningstøjet med den hjemmestrikkede sweater) morgenmad, som i dag består af skyr med blåbær og mandler samt et stort glas vand, (hvilket bestemt ikke er min spidskompetence, da jeg aldrig er tørstig og derfor gemmer at drikke vand) Halvt på vej ud ad døren kommer jeg i tanke om, at jeg da helt har glemt makeup. Ikke at jeg er til den helt store makeup, men det gør alligevel lidt at få mascaraen på, som lige redder mine øjne fra at ligne små griseøjne på sådan en tidlig morgen. 

Alene det at huske makeuppen vidner om, at i dag er helt anderledes end mange andre dage i disse måneder. 

Jakke, halstørklæde, hue og vanter på og så ud i den bidende kulde. Det er koldt, men smukt. Sneen daler stille og roligt og jeg trækker det kolde vejr helt ned i lungerne. Livet er godt!

Radioen starter på P1, og bevidner, at jeg nu har den alder i livet, hvor man høre P1… Men lige til morgen var der brug for noget andet, så spotify får lov til at fylde bilen med fed musik, som hurtigt fylder alle cellerne i min krop med glæde, og jeg flyver på det nærmeste på arbejde.

Første skridt ind på lærerværelset, og jeg hører allerede nogle som er ved at forberede undervisning. Kopimaskinen kører og man bliver jo helt glad inden i. To lærere står storsmilende og er i fuld gang. Det føles helt euforisk at se hinanden taler vi om. Det at man er udenfor familiens fire vægge os skal mødes med andre, selvfølgelig med god afstand, føles rigtig godt.

Lene og jeg mødes i døren og går ud og stiller os klar ved fodgængerfeltet. Her har vi fornøjelsen af 30 min. gårdvagt. Det er helt vildt koldt og det både blæser og sner lidt, men det lægger vi slet ikke mærke til, for det eneste, der møder os er glade og smilende elever, som har glædet sig til at komme tilbage til skolen. Også forældrene smiler og er glade. Måske lidt mere end de plejer, synes vi at mærke. Måske det skyldes, at de er glade på deres børns vegne, men jeg håber også, det er fordi de glæder sig til at skulle arbejde uden at have hjemmeskole, og at de lige kan få et lille pusterum.

Jeg er i hvert tilfælde imponeret over, hvordan både lærere, elever og forældre har klaret dette, tænk at have været hjemme sammen i 51 dage. Det er helt vildt, og også helt vildt dejligt, selvom jeg til tider tænker det har været hårdt for alle. Nu glæder vi os bare til, at vi forhåbentlig snart kan få vores ældste elever ind. Hvor mange dage mon de ender med at være hjemme i alt?