Et dejligt gensyn

På den første dag af genåbningen var det dejligt at se alle de skønne og glade børn igen. Fantastisk at opleve hvor glade børnene var for at se hinanden og igen kunne være sociale sammen på afstand.

Tusinde tak til jer alle for at møde op med godt humør, tålmodighed og overskud.

Jeg synes, at vi kom rigtig godt fra start, og vi vil formentlig blive hurtigere til håndvaskeritualet mm. over de næste par dage.

Afleveringen af eleverne i morges gik også forholdsvis gnidningsfrit. 0. og 1. kl. forældrene havde lov til at komme ind på matriklen og aflevere, hvorimod eleverne fra 2.-5. kl. måtte afleveres udenfor matriklen.

Da eleverne trådte ind på skolen, blev de bedt om at sætte deres tasker dér, hvor de plejer at stå på række. Herefter gik de ind og vaskede hænder - eller stillede sig i kø til håndvask. De fleste endte med at blive lukket ind i hold, og det gjorde, at det kom til at glide forholdsvis nemt. 

Jeg havde selv fornøjelsen af at stå ved de mindre årgange, og da klokken var 8.05 var alle eleverne klar til undervisning. Så sejt. 

Vi er selvfølgelig, på bare denne første dag, blevet en hel del klogere, og vi vil også rette til undervejs. En ting er at genåbne en skole i teorien, noget andet er i praksis. 

Humøret, hos såvel medarbejdere som elever, har været rigtig godt. Vejret har været lidt gråt og blæsende, og derfor har nogle af klasserne haft små pauser fra udeskolen, hvor de har været inde og få varmen. Det er en vurdering, der har været hos hver enkelt klasse og deres lærer.

Hvilket er helt i overensstemmelse med retningslinjerne.

Nu håber vi, at I har fået nogle glade og måske også trætte børn hjem, som har været glade for at komme i skole og som er blevet stimuleret både fagligt og socialt, om end det slet ikke kan måle sig med det de er vant til. 

Tilbage