Vi har savnet vores ældste elever

Jubii! Hurra! Tjulahop! Hvor vi dog glæder os til at 6.-9. klasse kommer tilbage på skolen i næste uge. Mandag den 18. maj bliver en festdag.

 

Hold da op, hvor har vi glædet os til at se jer alle sammen igen. Skolen har jo været i gang nogle uger med eleverne fra 0.-5. klasse. Det har været dejligt, anderledes og berigende, og vi har taget udfordringerne med udeundervisning med godt humør og gå-på-mod. 

MEN….for det er et stort men! Vi har savnet jer – vores ældste elever og jeres lærere. Skolen har ikke været den sammen uden jer. 

Nu kommer I så. Endelig. Jeg håber, I også glæder jer til at komme tilbage til skolen – jeres forældre gør i hvert fald, er jeg sikker på. I kommer tilbage til en mere struktureret hverdag – end I har været vant til hjemme - i de næste seks uger, inden vi går på sommerferie.

Jeg håber, I - trods de udfordrende uger i den første corona-tid - har lært noget nyt om jer selv. I hvert fald er I blevet eksperter i online-undervisning og -møder. At arbejde hjemmefra er ikke ren afslapning. Mon ikke I har fundet ud af, at det kræver ret stor selvdisciplin at passe sin undervisning og sine lektier, når man ikke har en direkte, personlig kontakt med sine lærere, der kan punke én i dagligdagen?

Men stor ros herfra. Jeg synes, I har gjort det helt vildt godt og fået det bedste ud af situationen. Det fortæller jeres lærere mig også.

Og netop lærerne vil jeg også takke for en stor og vedholdende indsats i den svære tid. Vi skulle med få dages varsel ændre jeres undervisningsform og den måde, hvorpå vi sikrer en faglig, forsvarlig undervisning on-line. Det var ingen af os vist helt forberedte på, men det er gået over alt forventning. Alt var pludselig nyt og anderledes, men det blev håndteret, med jeres omstillingsparathed og jeres ressourcer i at kunne og ville løfte i flok. Det er en kæmpe indsats, der er ydet. Jeg er en meget stolt skoleleder.

Jeg kan godt forstå, at mange af jer elever har syntes, at det har været en svær tid og en ensom tid med hjemmeundervisning og minimal, fysisk kontakt til jeres venner. Ikke mindst fordi ingen af os vidste, hvornår vi kunne komme tilbage til hverdagen på skolen igen. Nu håber vi, at den dagligdag, der kommer, vil kunne fortsætte uden smitte.

Så husk at være hensynsfulde og holde afstand, så de af vores elever og lærere, der er i risikogruppen, eller har nogle helt tæt på som er det, kan komme i skole med ro i maven. 

Husk også, når I møder mandag morgen, som det første vaske hænder og herefter gå ind og sætte jer i klasselokalet. 

Heldigvis begynder vi at have en dagligdag, som i stigende grad ligner den, vi kendte før corona-krisen. Mandag åbner Biblioteket og Spisestuen, ligesom SFO og Klubben har været åben i de seneste uger. Der undervises igen i Musikskolen om eftermiddagen – dog kun soloundervisning.

Den ny dagligdag kræver, at vi fortsat tager hensyn til hinanden, så vi undgår nærkontakt, at vi holder afstand og vasker hænder. Når det er understreget, vil jeg nu glæde mig usigeligt meget til at se jer alle socialisere og igen kunne pleje jeres venskaber på skolen. 

Jeg glæder mig til på mandag!

Tilbage