Voksenansvar! -Tør du?

Alt for ofte oplever jeg, at vi forældre glemmer at tage vores voksenansvar, ofte fordi vi er bange for den konflikt, som kan opstå i kølvandet på dette ansvar, eller fordi vi simpelthen ikke får tænkt os ordentligt om.

Det er måske også naturligt, at jo ældre vores børn bliver, jo mere ansvar skal vi give dem, og vi kan derved selv slippe foden på ansvarsspeederen, men vi må passe på ikke at slippe den alt for tidligt i en fejlagtig tro på, at nu kan børnene selv.

Når man som nybagt familie kommer hjem fra sygehuset med sit guld, oplever man instinktivt, at man nu har ansvaret for et andet liv. Vi støtter, hjælper og passer vores børn og forsøger at gøre dem til selvstændige individer. 

Vi har som forældre de bedste intentioner om at skabe perfekte børn, som trives i og med deres omverden, uanset om vi curler dem eller ej. På en stor skole ser man mange slags forældre. Der er dem, der sender eleverne alene med bussen i 0. kl. og dem, der kører dem i skole alle skoleårene. Og der er intet forkert i noget af det, skal jeg lige huske at sige. Der er plads til alle slags forældre, og alle gør det der er rigtigt for dem, deres børn og den situation de står i.

Når jeg så alligevel tør at kaste mig ud i et sprængfarligt emne som voksenansvar, er det fordi jeg oplever, at vi nogle gange glemmer det, efterhånden som børnene bliver ældre, og det gør mig ærgerlig, for voksenansvaret er vigtigt for at vise vores børn, hvordan vi tager ansvar for og med hinanden.

Svært at tale om

Der findes mange vinkler på voksenansvar, men min vinkel tager denne gang udgangspunkt i de før omtalte forældremøder.

Når vi taler med børn og unge om alkohol, rygning, snus eller sex, så kan vi både blive berøringsangste og føle, det svært at tale om. Derfor lader vi nogle gange være, selvom vi godt ved, det er forkert. Når vi mærker den forkerthed, er det netop dér, vi skal hive voksenansvaret frem, og så gå ud i arenaen og tage fat på problemet. Det nytter ikke, at vi ikke taler om det, for det forsvinder tingene ikke af, og vores børn og unge mennesker har brug for at høre os italesætte disse emner, så de kan spejle sig i os og finde ud af, hvor deres grænser går.

En situation kunne være, at ens barn fortæller noget om nogle af de andre børn, i fuld fortrolighed naturligvis - til os som de voksne. Der er jo intet i verden man hellere vil have end sit barns fortrolighed, vel? 

Så kommer de jo nok også til én, hvis der er noget, de selv tumler med, og man er som forælder, med rette, stolt af denne ærlighed imellem én selv og ens barn. 

Det rigtige at gøre

Men hvad gør man, hvis man hører om noget, der er på kanten? Hvis de andre drikker eller ryger uden, at forældrene ved det, hvis de har stjålet i en butik, hvis de siger de sover hos Hanne, men er til druk i akademihaven til kl. sent… 

Det nemmeste som forælder er at gemme sig bag den fortrolighed, man har med sit barn, og i sit stille sind sidde og tænke: ”Hvor er det godt, at vi har denne fortrolighed, så jeg får disse ting at vide, og at mit barn godt ved, hvad der er det rigtige at gøre” (og blablabla…)

Men hvad er det rigtige at gøre? Det ved vi jo egentlig godt, gør vi ikke?

For hvad ville vi ønske, der var nogle der gjorde, hvis det var den anden vej rundt? Ville vi så egentlig ikke godt vide det, så vi kunne tage en snak med vores skønne unger, og hjælpe dem? 

Men alt for ofte griber vi ikke telefonen og kontakter de andre, måske fordi det bliver for svært og for konfliktfyldt. ”Hvordan vil de andre forældre tackle det, hvis jeg ringer og siger noget? Hvordan stiller det mit eget barn?”  Det er dog lige her, at vi skal turde tage et voksenansvar! 

Det er rigtigt, at vi skal have tillid og fortrolighed med vores børn, men de skal også vide, at vi handler og agerer som de voksne, vi nu engang er, når der er noget som ikke er ok, og at dette sagtens kan ske uden, at børnene kommer i klemme.

Jeg har, både som mor til to teenagere og som skoleleder, mange gange skullet ringe forældre op og fortælle om noget konfliktfyldt, men jeg er aldrig blevet mødt med andet end forældre, som har været glade for at blive kontaktet.

Lad os turde vise vores børn og unge mennesker, hvad det vil sige at have et voksenansvar, så de også vokser op og bliver ansvarlige voksne, både i deres eget liv og i deres børns…