

Digitalisering
- Digitalt, når det giver mening. Analogt, når det gavner
- Digitale værktøjer i undervisningen
- Mobilfri skole
- Kunstig intelligens (AI) som hjælp, ikke som afløser
- Digital dannelse og digital trivsel
- Digital sikkerhed – i skole og hjem
- Billeder, video og deling
- Hvis noget går galt, så handler vi
- FAQ
- Dokumenter og genveje
- Kontakt

Digitalt, når det giver mening. Analogt, når det gavner.
På Sorø Privatskole bruger vi digitale værktøjer, når de styrker undervisningen og elevernes læring. Samtidig værner vi om fællesskab, fordybelse og trygge rammer, også digitalt.
Vores tilgang bygger på tre principper:
- Læring først: Teknologi er et redskab og ikke et mål i sig selv.
- Trivsel i centrum: Digital adfærd og digitalt fællesskab er en del af skolens dannelsesopgave.
- Tydelige rammer: Klare forventninger skaber ro og hjælper eleverne til gode vaner.

Digitale værktøjer i undervisningen
Vi arbejder med digitale læremidler og platforme, der understøtter planlægning, samarbejde og faglig progression. Vi prioriterer en balance, hvor eleverne både træner digitale kompetencer og har plads til analogt arbejde, håndskrift, læsning og dialog.

Mobilfri skole
Sorø Privatskole er mobilfri. Det skaber ro, styrker nærvær og gør det lettere at være en del af fællesskabet i både undervisning og pauser.
I praksis betyder det, at mobiltelefoner (og smartwatches) ikke bruges i skoletiden.
- 4.–9. årgang: Mobiler/smartwatches afleveres ved skoledagens start og opbevares aflåst – udleveres igen, når skoledagen slutter.
- Indskoling: Hvis en mobil medbringes, skal den være slukket og ligge i tasken i skoletiden.
- SFO og klub: Er også mobilfri.
Formålet er mere ro, nærvær og fællesskab - uden notifikationer og skærmforstyrrelser.

Kunstig intelligens (AI) med læring, ansvar og kritisk sans
Kunstig intelligens er en del af den verden, vores elever vokser op i. På Sorø Privatskole arbejder vi derfor aktivt med AI som et læringsredskab, der kan understøtte faglighed, kreativitet og refleksion.
Vores tilgang bygger på fem grundprincipper:
- Læreren sætter den pædagogiske ramme for brugen af AI.
- Eleven skal fortsat tænke selv og udvikle egne kompetencer.
- AI skal styrke læringen, ikke erstatte den.
- Brug af AI skal være ansvarlig og gennemsigtig.
- Mennesket, fællesskabet og dannelsen kommer altid først.
Vi arbejder samtidig med digital dannelse, kildekritik, datasikkerhed og ansvarlig brug af teknologi, så eleverne bliver rustet til en digital fremtid.
Retningslinjer for elever
AI er et læringsredskab og må bruges til faglig støtte, forklaringer, idéudvikling og sparring, når læreren giver mulighed for det. AI må ikke bruges til at aflevere tekster eller besvarelser som elevens eget arbejde.
Elever skal altid kunne forklare, hvad AI har hjulpet med, og hvad de selv har udarbejdet.
Datasikkerhed
Beskyttelsen af elevernes og medarbejdernes data har højeste prioritet. Der må aldrig indtastes personfølsomme eller personhenførbare oplysninger i AI-værktøjer.

Digital dannelse og digital trivsel
Digital dannelse handler om ansvar, respekt og ordentlighed. Det gælder også, når kommunikationen foregår på skærm. Vi arbejder med digitale fællesskaber, sprog og grænser, og vi træner eleverne i at tage medansvar for den kultur, de selv er en del af.
Det betyder bl.a. fokus på:
- god tone og respektfuld kommunikation
- bevidsthed om grænser og samtykke
- ansvarlig deling af billeder og video
- handlemuligheder, hvis noget går galt
Læs “Vores digitale fællesskab”.

Digital sikkerhed – i skole og hjem
Når børn og unge færdes online, er sikkerhed og gode vaner afgørende. Derfor anbefaler vi, at man som forældre orienterer sig i forældrenævnets råd om digital adfærd, privatliv, skærmvaner og dialog i hjemmet.
Læs "Digital sikkerhed & dannelse".

Billeder, video og deling
Vi har klare rammer for billeder, video og deling – og vi tager det alvorligt, hvis noget deles forkert eller opleves utrygt. Ved tvivl eller hændelser skal der handles hurtigt og ordentligt, så vi kan skabe tryghed og tage ansvar.

Hvis noget går galt, så handler vi
Hvis en elev oplever digital utryghed, grænseoverskridende adfærd eller uønsket deling, er det vigtigt at reagere tidligt.
Gør sådan:
- Tal med en voksen med det samme (klasselærer/kontaktlærer/pædagog eller en anden tryg voksen).
- Skolen hjælper med næste skridt og håndterer sagen ansvarligt og respektfuldt.
- Søg rådgivning ved behov – vi kan henvise til relevante tilbud.
Se også råd og handlemuligheder i “Vores digitale fællesskab”.

FAQ
Hvornår og hvordan bruger mit barn digitale enheder?
Rammer, principper og platforme er beskrevet i den digitale strategi.
Hvordan foregår kommunikation mellem skole og hjem?
Skolens digitale kommunikation og platforme fremgår af strategien.
Må elever bruge ChatGPT og andre AI-tjenester?
Eleverne har adgang til Miira-platformen, der er et digitalt univers, hvor læreren sætter rammen, og elevene gør arbejdet. Andre AI-tjenester er som udgangspunkt lukket via skolens webfilter. Formålet er, at brugen foregår trygt og pædagogisk rammesat.
Må elever bruge AI til at skrive opgaver?
Nej. Elever må ikke bruge AI til at skrive deres tekster eller aflevere AI-genereret tekst som eget arbejde. AI kan derimod bruges som sparringspartner til fx idéer, begrebsforståelse og research.
Hvad gør vi ved konflikter eller digitale krænkelser?
Kontakt skolen hurtigt, så vi kan handle og skabe tryghed.

Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til skolens digitale rammer og digitale trivsel.


