Big Bang på Online Science Camp

Tirsdags, onsdag og torsdag i uge 44 deltager tre elever fra 8. klasse i en Online Science Camp om universet og Big Bang.

Det er Mads Damborg og Caya-Smilla Sandlykke fra 8.X, der sammen med Sabrina Alstrøm Dam fra 8.Y, deltager i ”Science Talent Junior 8. klassetrin 2020/21” arrangeret Astra og Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter.

Pga. corona foregår den første seance på tre online-sessioner i denne uge, men hvis smittetrykket fra COVID-19 går ned efter nytår, er det meningen, der skal gennemføres en tre-dages camp med overnatning i sciencecentret.

Den camp glæder de tre elever sig til, for de deltog i sidste års arrangement og var begejstrede for at løse spændende, naturvidenskabelige opgaver sammen andre jævnaldrende elever fra hele landet.

I år er temaet universet, Big Bang og planeten Mars. 30 skoleelever fra hele Danmark deltager.

Fællesskab og nye venner

”Det var en fed oplevelse sidste år, hvor vi bl.a. skulle løse opgaver med at bygge en bro i fællesskab og skulle producere en podcast om naturkatastrofer. Udover det faglige var det superhyggeligt at være sammen med andre på vores alder fra hele landet,” fortæller Mads.

”Ja, jeg glæder mig til igen at være sammen med to af mine venner fra Randers, som jeg mødte på campen sidste år og har haft kontakt med siden,” tilføjer Sabrina.

”Det er sjovt at arbejde sammen om projekter med andre, som man ikke kender i tre dage, for vi kommer til at kende hinanden rigtig godt, og vi får et godt sammenhold,” siger Caya-Smilla.

Intensive dage

Alle tre er enige om, at de får en bredere viden om fysik og kemi, som de kan bruge i den daglige undervisning, når man kommer ind på emner, de har arbejdet med på campen. Samtidig sætter de pris på at arbejde i et langt forløb, hvor der er tid til at fordybe sig i en kort og intensiv periode.  Det er helt anderledes end den daglige undervisning i fysik og kemi, der typisk foregår i moduler á to timer, hvor man kan arbejde med et emne i flere uger.

 

Caya-Smilla, Mads og Sabrina deltager i den naturvidenskabelige online camp for 8. klasser.