Talentudvikling i Musikskolen

Siden skoleårets begyndelse har nogle elever på Musikskolen haft mulighed for at fordybe sig i deres instrument i løbet af de ugentlige musiktimer.

Tanken bag er at give de elever, som er tilmeldt Musikskolen – primært til klaver – mulighed for i skoletiden at fordybe sig i deres instrument, uden at det går ud over deres musikundervisning.

Initiativet til denne form for undervisning tog udgangspunkt i forårets corona-nedlukning af Sorø Privatskole, hvor Musikskolen som et forsøg tilbød musikskolens elever undervisning på skolen om formiddagen, mens klassekammeraterne havde leg og bevægelse.

Pga. af tidsmæssige og pladsmæssige begrænsninger er det i dag Musikskolens leder Tórður á Brúnni, der står for undervisningen af musikskole-eleverne i skoletiden.

Fordybelse

”Forsøget startede som en nødvendighed i forårets corona-lukning, men i dag har vi udviklet tilbuddet, der fungerer godt. Tanken er, at de af vores elever, der ønsker at fordybe sig i deres instrument, skal have mulighed for at gøre det, når de har musik. Derfor tilbyder vi 20 minutters undervisning til omkring 10 elever. Vi ser tilbuddet som en talentudvikling, der giver mulighed for personlig og musikalsk fordybelse,” siger Tordur.

”For os er det vigtigt, at vi gør noget for de elever, der vil noget mere. Jo mere de kan, desto mere kan de hjælpe deres kammerater i musiktimerne. De giver tilbage til hele flokken. På den vis udnytter vi potentialet til at øge elevernes samlede formåen. For musikskoleeleverne betyder det, at vi hjælper dem med at sætte baren højere og hjælper dem til at opleve sig selv blive dygtigere til at mestre deres instrument.”

Vision

På længere sigt håber Tordur, at det kan lade sig gøre at integrere musikskolen i skolens almene tilbud, så det bliver muligt i endnu højere grad at udvikle musikalske talenter og gøre den musikalske kunnen og viden til en del af endnu støre del af den almene dannelse. En vision kunne være, at alle elever efter endt skolegang på SPRS kan spille på et instrument.

 

Clara fra 9.Z er en af vores talentfulde elever i musikskolen. Vi kiggede forbi med et kamera til tirsdagens musiktime, hvor hun spillede Debussy's "Claire de Lune".
Når 4Z har musik, går Louie over til ene-undervisning i 20 minutter hos Tórður á Brúnni.