Alle kan gøre en forskel, hvis de brænder for det

Lærke Skovgaard Boesen fra 9.X er skolens nye elevrådsformand. Hun ser frem til et skoleår, hvor elevrådet får mulighed for at opfylde nogle af elevernes ønsker om flere arrangementer på skolen, et større madudvalg i boden og mere fokus på at forbedre skolens klima ude og inde.

”Jeg synes, vi har et godt elevråd i år. Elevrådet har tidligere haft ry for, at der ikke sker så meget, men jeg håber, at vores tre udvalg får sat gang nogle af de ting, vi gerne vil ændre på og være med til at arrangere flere sociale arrangementer og forbedre skolens klima,” siger Lærke, der sidste år var sekretær for elevrådet.

”Vi har fået ønsker om at holde flere sportskonkurrencer i løbet af året, ligesom mange gerne vil have flere fester og gerne én til jul.  Vi har selvfølgelig også fået nogle ønsker, som ikke kan lade sig gøre. Men vi valgt at arbejde med de ting, som vi mener, det er muligt at opfylde,” bemærker Lærke.

Hun nævner, at elevrådet vil arbejde for, at der bliver mere at vælge mellem i boden, bl. a. vegetariske retter, ligesom man gerne ser flere planter i skolegården, og at der kommer mere fokus på indendørsklimaet i klasserne.

Udvalgene er først lige gået i gang med arbejdet, men Lærke regner med, at elevrådet vil kunne fremlægge konkrete forslag inden alt for længe. Hun er overbevist om, at skolens elever kommer til at se resultater af indsatsen i løbet skoleåret.

”Jeg tror på, at alle kan gøre en forskel, hvis de brænder for det. Hvis man virkelig vil, kan man altid ændre noget,” siger hun.

Lærke er også aktiv i sin fritid, hvor hun synger spiller meget musik – især på ukulele i musikskolen på SPRS. Hun spiller teater i Sorø Musiske Skole og går til klatring. Hun er netop blevet medlem af SUP, der er Sorø Ungdomsprojekt, som laver arrangementer for unge.

Og hun heldigvis stadig tid til også at gå skole…