3. årgang indtager klubben
Der er ekstra gang i klubben i denne tid, hvor 3. klasserne i SFO er flyttet ind i klubbens lokaler.
”Børnene er hurtigt faldet til i de nye omgivelser og stortrives hos os,” fortæller Gertrud, der sammen med Kristoffer og Paw står for klubben. Paw er ansat pr. 1. april pga. de 40 ekstra børn, som er kommet til.
Tilbuddet om at være i klubben efter skoletid gælder for børnene i SFO på 3. årgang. I foråret skulle 3. klasserne have været i SFO i det nyrenoverede Kernehus, men da Spirebørnene rykkede ind her i april, var det naturligt, at 3. årgang skiftede lokaler til klubben.
Alle børnene følger samme rytme. I den første halve time er det tilladt at tjekke mobiltelefon og spille på den. Herefter er der eftermiddagssnack, som tirsdag er bagværk, hvor Sebastian og Anna-Mai er i fuld gang med at røre dej sammen, mens Kristoffer giver gode råd. Hver tirsdag er bagedag, og der er kamp om pladserne i køkkenet.
Torsdag er der mad over bål, og de andre ugedage er snacken typisk kiks og frugt.
”Vi arbejder med at udvikle selvstændigheden hos vores nye børn. De skal krydses af, når de kommer, og når de går, ligesom de skal skrive sig på et skema, når de skal til musik eller sport. Meningen er, at børnene i stigende grad selv skal have styr på deres aftaler og selv give besked, når de går. Men her i den første tid, hjælper vi dem naturligvis,” fortæller Gertrud.
3. klasserne har allerede kastet sig over klubbens mange tilbud som biograf, PlayStation, krea, fodboldspil samt leg i haven og i salen.
Mikkel og August går i 3.X. Sammen med kammeraterne spiller de lasertag i haven, hvor aktivitets- og lydniveauet er højt. ”Det er rigtig hyggeligt i klubben. Vi må spille på vores telefoner, og der er gode snacks,” siger drengene og ser tilfredse ud.