Omstillingsparathed

Hvad vil det egentlig sige at være omstillingsparat? Når man slår det op i den danske ordbog står der: -vilje til at omstille sig efter nye behov og krav, især på arbejdsmarkedet. Jamen det skal jeg da lige love for, at vi alle har været det sidste år.

Vi har lavet nye skemaer 14 gange, opfundet nye måder at undervise på, været kreative i forhold til at mødes, fundet på alternative løsninger til næsten alle vores mærkedage, og vi har planlagt, ændret og planlagt igen i et væk. Vi har haft vandskade og pavillonopsætninger og ændret i alt fra undervisning til gårdvagter.

Er der mon en kvote for hvor omstillingsparat man kan være, skal være eller må være? 

Eller hvor mange gange man skal kunne omstille sig på et år. Er det det at være omstillingsparat, som tærer lidt på os alle sammen i øjeblikket, det at man aldrig ved hvad der sker, hele tiden må være på vagt, og klar til at skifte gear og retning. 

Puha, hvor jeg dog savner hverdagen og forudsigeligheden, hvor et skema varede et år, og arbejdsopgaverne var givet fra starten af skoleåret, hvor vi kunne fejre 1. skoledag med sang og musik i skolegården og være samlet alle 650 elever og lige så mange forældre, som havde lyst til at deltage. Hvor vi kunne skråle skolesangen af vores lungers fulde kraft, når vi nåede til sætningen: Vi har det bedste sted på jord!

Jeg bliver stolt og glad, når jeg er vidne til hvordan alle medarbejdere løfter i flok, og gør det bedste de kan, og med den bedste intention. Når jeg ser alle jer forældre støtte op om skolen og vores elever, og når jeg møder eleverne, som glade og nysgerrige får det bedste ud af det.

Hold da op hvor har I også skullet stå model til meget og været omstillingsparate. I har skullet stå model til udeundervisning, skiftende skemaer og lærere, onlineundervisning, hybridundervisning, håndvask og afspritning, delte legeområder, mødetider og mødesteder, manglende kreative fag, og mærkedage som motionsdage, skolefest, festival og kastanjebal, og sikkert en hel masse mere.

Jeg håber, at vi snart kan ligge omstillingsparatheden lidt på hylden (selvom jeg nu tror, den er kommet for at blive, og i virkeligheden er en god ting) og snart få et godt langt og forudsigeligt træk med et helt almindeligt skema, et årshjul, der bare kører, og undervisning i klassen, sådan som vi kender det bedst. Jeg glæder mig!

 

Tilbage